En voldtægtssag fra byen Glesborg i Norddjurs Kommune har fundet sin afslutning. 

Fredag blev en dreng på kun 16 år ved Retten i Randers dømt for 'forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje' af en kun 10-årig pige i maj 2025.  

Han tilstod alle anklagerne mod ham. Det oplyser specialanklager Jesper Rubow til TV2 Østjylland

Drengen var 15 år på gerningstidspunktet og dermed for ung til at komme i fængsel.

Derfor straffes han med en ungdomssanktion, der indebærer, at han i to år skal være under tilsyn af kommunen, ligesom han skal modtage socialpædagogisk behandling, som blandt andet indbefatter et ophold på en døgninstitution.

Det var i et frikvarter, at den 15-årige dreng tvang pigen, som gik på samme skole, med ud til et skovstykke nær Glesborg Bygade.

Her forsøgte han at voldtage pigen samtidig med, at han slog hende adskillige gange i hovedet. Efter overgrebet løb de begge tilbage på skolen, der slog alarm til politiet. 

Den dengang 15-årige havde også taget et par handsker, tape, en kniv og en halsedisse med. Men ingen af affekterne blev brugt til voldtægtsforsøget, forklarer specialanklager Jesper Rubow til TV2 Østjylland.