En 15-årig dreng har natten til lørdag mistet livet, efter han kørte ind i et skilt på knallert fredag aften

Ulykken skete omkring klokken 23 i Andst ved Kolding i Jylland.

»Drengen blev via sygehuset i Kolding overført til Odense Universitshospital, hvor lægerne i nat længe kæmpede for hans liv, men desværre forgæves,« oplyser vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, lørdag morgen til TV SYD.

Der var ifølge politiet ikke andre involveret i ulykken. Tragedien blev opdaget af en forbipasserende.

Den 15-årige var fra Kolding.

Hans pårørende er underrettet, skriver TV Syd.

En bilinspektør skal nu undersøge ulykken nærmere for at fastslå, hvad der gik galt, ifølge ritzau.