Der er registreret 1468 nye tilfælde af coronasmitte i Danmark.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) tirsdag i sin daglige opdatering.

Antallet af nye smittetilfælde er det næsthøjeste, som SSI har registreret i sine daglige opdateringer, siden pandemien brød ud.

Rekorden tilhører fortsat den opdatering, der blev udsendt 28. november.

Her var der 1636 nye smittetilfælde - dog med det forbehold at tallet dækkede over mere end et døgn.

I den seneste opdatering oplyser SSI, at der er blevet foretaget yderligere 71.322 prøver for coronavirus.

Sammenholdt med de 1468 nye smittetilfælde er det dermed 2,06 procent af testene, der har vist sig positive.

Det er den højeste positivprocent de seneste uger.

- Andelen af smittede blandt de testede er lidt højere, end den har været den seneste tid, siger professor og overlæge Nina Weis, Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

- Men det kan være fordi, vi er blevet bedre til at finde de personer, der virkelig bør testes, snarere end det er udtryk for, at der er flere, som er smittede ude i samfundet, siger hun.

Antallet af patienter, der er indlagt med coronavirus, er tirsdag opgjort til 254. Det er fem færre end mandag.

Af de 254 indlagte patienter er 38 på intensiv, og af dem får 24 hjælp fra en respirator.

- Det, jeg synes er vigtigt, for at hele sundhedssektoren kan hænge sammen, er antallet af indlagte.

- Det antal er relativt stabilt. Det er absolut inden for, hvad hospitalssektoren kan klare. Så på den måde er jeg ikke bekymret, siger Nina Weis.

Tirsdag har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på Twitter offentliggjort, at kontakttallet er opgjort til 1,1.

Tallet betyder, at 10 smittede i gennemsnit sender smitten videre til 11 andre.

Tallet har de seneste uger svinget mellem 0,9 og 1,2.

Senere tirsdag er der indkaldt til pressemøde om intensiverede tiltag for at forhindre smittespredning i en række kommuner i hovedstadsområdet.

Nina Weis ser dog umiddelbart ikke et akut behov for at skærpe restriktionerne.

- Med mindre tallet lige pludselig stiger meget voldsomt, ser jeg ikke umiddelbart behov for skærpede restriktioner.

Der er registreret yderligere ni dødsfald blandt coronasmittede. Dermed er i alt 846 coronasmittede døde siden midten af marts.

Med de seneste prøver er der nu foretaget i underkanten af 7,5 millioner prøver for coronavirus siden slutningen af februar.

I alt er mere end 3,4 millioner personer blevet testet for virusset.

Flere personer er blevet testet op til flere gange, og det afspejler sig i antallet af prøver.

/ritzau/