14.000 børn har søgt hurtig hjælp mod mistrivsel i nyt tilbud i kommunerne
Alle landets kommuner skal fra i år tilbyde børn i mistrivsel hurtig hjælp i særlige tilbud uden henvisning.

Alle landets kommuner skal fra i år tilbyde børn i mistrivsel hurtig hjælp i særlige tilbud uden henvisning.

Et stigende antal børn og unge i Danmark trives så dårligt, at de eller deres forældre ser behov for at række ud efter hjælp.
Fra i år skal landets kommuner derfor have et såkaldt lettilgængeligt tilbud, som kan gribe børnene, før deres problemer vokser sig for store.
De tilbud har 14.000 børn været til forsamtale hos i løbet af det seneste år, oplyser Kommunernes Landsforening (KL).
- Det vidner for mig om, at mistrivsel blandt børn og unge er en af de allerstørste udfordringer i vores samfund, siger Lasse Frimand Jensen (S), formand for KL's socialudvalg og borgmester i Aalborg.
- Når en familie rækker ud efter hjælp, skal man være der til at gribe dem. Der er sådan et lettilgængeligt tilbud en god og hurtig måde at finde ud af, hvad det er, barnet og familien har brug for.
Tilbuddet gælder børn i alderen 5-17 år i mistrivsel. Det er gratis og kræver ikke henvisning.
Målet er at sætte ind tidligt, så børnene måske kan undgå at ende på venteliste til udredning og behandling i børnepsykiatrien.
Opgørelsen går fra første kvartal i 2025 til og med første kvartal i år.
I første kvartal 2026 var 3871 børn til forsamtaler.
Herfra kan de få tilbud om et forløb i kommunen, hvis de har behov for det, mens andre har brug for at komme videre til børne- og ungdomspsykiatrien.
KL kan ikke redegøre for, hvor mange der henvises videre eller får tilbudt et forløb.
Men det er helt afgørende, at indsatsen i de nye tilbud kan følges tæt, mener professor Pia Jeppesen fra Afdelingen for Børne- og Ungdomspsykiatri ved Midt- og Vestsjællands Hospital og Københavns Universitet.
- Det er et kæmpe problem, at vi ikke kan følge udviklingen, og vi ikke ved, hvor mange der reelt får behandling, om de får gavn af det, og hvad kvaliteten er af de indsatser, der bliver tilbudt, siger hun.
Ifølge Pia Jeppesen er de lettilgængelige tilbud i kommunerne et helt nyt trin i sundhedsvæsenet, som kan komme til at gøre en stor forskel.
- Man kan sammenligne det lidt med den kommunale tandpleje. Det her er bare en kommunal pleje for mentale helbredsproblemer hos børn og unge. Den er tæt på børnenes hverdagsliv og er et åbent tilbud, som ikke kræver henvisning.
Ifølge Pia Jeppesen er angst den mest udbredte psykiske lidelse hos børn og et godt eksempel på, at en tidlig indsats kan forhindre, at problemerne vokser sig for store og alvorlige for det enkelte barn.
Hun var i samarbejde med Psykiatrifonden med til at starte behandlingstilbuddet Mind My Mind for børn med eksempelvis angst, depression eller adfærdsproblemer.
Det er i dag en del af det lettilgængelige tilbud i omkring 20 kommuner.
RITZAU