Over 14.000 kører rundt på landets veje og gader uden en forsikring. Det kan blive rigtig dyrt i tilfælde af uheld, advarer forening.

Har man registreret et køretøj, der ikke er dækket af en ansvarsforsikring, får man tilsendt et gebyr på 250 kroner i straf hver dag.

Det er et såkaldt dagsgebyr, der trådte i kraft efter nytåret, og ifølge nye tal fra Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring hjælper gebyrene.

Da loven blev vedtaget 15. maj 2018 var der omkring 50.000 uforsikrede køretøjer, og det tal er nu dykket ned til lidt over 14.000.

Men det tal er først tilfredsstillende, når alle med køretøj har en ansvarsforsikring, lyder det fra Dansk Forening for Internationale Motorkøretøjsforsikring.

De økonomiske konsekvenser ved ikke at være forsikret kan nemlig løbe op i store summer, hvis man kommer ud for et uheld, fortæller kommunikationskonsulent Jesper Hjorth Jespersen.

»Du kan blive økonomisk ruineret, hvis du ikke har en ansvarsforsikring,« siger han og tilføjer, at der er store summer på spil:

»Hvis det er rigtig uheldigt kan du betale til den skadelidte resten af ofrets liv, og det kan blive flere millioner kroner.«

Tallene dækker over alt fra personbiler, varebiler, knallerter og traktorer. Det er personbiler, der ligger højest på listen over uforsikrede køretøjer.

Knap 6000 biler har ikke en ansvarsforsikring, selvom den er lovpligtig.

En ansvarsforsikring dækker de skader, du påfører andre personer, deres ejendele eller køretøj med dit motorkøretøj.

Dagsgebyrerne gør det muligt at opkræve bilister uden ansvarsforsikring 250 kroner for hver dag, man ikke har en ansvarsforsikring til køretøjet.