Marcus Madsen går i denne periode igennem sit livs kamp. En kamp, man end ikke ønsker at se sin værste fjende gå igennem.

»Det er en kamp mod uret,« siger hans far, Søren Høj Madsen.

Den 13-årige dreng fra Måløv har nemlig ikke bare fået konstateret kræft. Han har en så sjælden hjernetumor, at der ikke er behandlingsmuligheder i Danmark.

Der er dog håb for ham. I USA findes der en behandlingsmetode på forsøgsbasis, som kan hjælpe Marcus, men det er en meget omfangsrig og dyr proces, som de skal igennem.

»Forsøget er i bedste fald et livsforlængende produkt. Så der skal mere til end det,« siger Søren Høj Madsen.

For et par dage siden modtog familien den glædelige nyhed, at Region Hovedstaden bevilger, at Marcus vil få dækket sine udgifter, så han kan deltage i forsøget.

Men selv hvis alt går, som man håber i den proces, så venter der en ny kamp for Marcus forude for at komme helt af med tumoren.

Og det er hér, at hans familie nu er gået ud til offentligheden med et råb om hjælp. Et ønske om økonomisk hjælp, så de kan redde deres søns liv.

»Det var noget, som krævede noget tilløb at gå ud og bede om hjælp på den her måde. Man udstiller en sårbarhed. Vi udstiller os selv, vores familie og Marcus' sygdom,« forklarer Søren Høj Madsen.

Sygdommen hedder DIPG, og det er en stor hjernesvulst i centralnervesystemet. Det er noget, som kun tre børn om året får i Danmark får.

Og hvis Marcus får stabiliseret tumoren eller måske endda formindsket den i det første forsøg, så er det, at man skal i gang med den næste proces – at nedbryde tumoren.

Det er et meget dyrt projekt, og det er derfor, at familien er faldet på knæ for befolkningen. Reaktionen har dog været fuldstændig overvældende.

»Vi ser en helt utrolig medmenneskelighed og barmhjertighed. Det er helt vildt overvældende. Vi kan slet ikke forstå det, og det kan Marcus heller ikke,« siger Søren Høj Madsen, der tydeligt er rørt over det.

Forældrene har oprettet Facebook-gruppen 'Kampen mod hjernetumor', hvor de løbende kommer med opdateringer på deres kamp for Marcus, og donationerne strømmer ind.

»Det rører os virkelig dybt. Hvis man skal finde noget som helst positivt i det her, så er det den lyst og energi, som folk kommer med for at hjælpe Marcus,« siger den kæmpende far.

Børn fra lokalområdet begyndte at samle pant for deres gode ven for at sende pengene til ham, og det er faktisk allerede blevet en dille i flere dele af landet, fortæller Søren Høj Madsen.

Marcus Madsen kæmper med en meget sjælden kræftsygdom.
Marcus Madsen kæmper med en meget sjælden kræftsygdom.
Vis mere

»Det har faktisk allerede bredt sig til Jylland også, hvor børn gør det samme. Marcus har også selv været ude at hjælpe sine venner med at samle pant med de kræfter, han nu har tilbage,« forklarer han.

Der er også blevet oprettet tombola, hvor folk kan købe lodder og vinde præmier, og så kom der en ekstra overraskelse til Marcus i weekenden.

Der modtog han nemlig pludselig en landsholdstrøje fra Pierre Emile Højbjerg med autografer fra alle spillerne og en hilsen.

»Marcus kunne jo slet ikke forstå det. Det er rigtig stort af dem, at de har overskud til at tage sådan et tema op. De mener, at vi kan bruge det til at sprede budskabet i forhold til indsamlingen,« siger Søren Høj Madsen.

Og den store indsats fra borgerne i Danmark virker altså, fortæller faren glædeligt. Siden torsdag har familien fået intet mindre end 556.000 kroner ind.

»Det er meget imponerende, at vi har fået så meget siden i torsdags. Der er stadig langt hen til, hvad vi hører, at det koster, men vi håber på, at det kan give os lidt tid.«

Den anden behandling er estimeret til at koste omkring fire millioner kroner, og det er her, familien beder om hjælp.

Det er altså ikke i den første proces, at familien kommer til at bruge pengene. Det er først, hvis alt går, som det skal i den første behandling, at familien står på egne ben økonomisk og har brug for hjælp.

Her skal Marcus igennem immunterapi, der går ud på at få immunforsvaret til at reagere på den mutation, der er sket i hans hjerne, og reagere på den.

Søren Høj Madsen siger, at han er meget forstående overfor, at staten ikke kan støtte det økonomisk, da man tager en chance, men han påpeger samtidig, at han kun har én søn, så de er nødt til at jagte deres bedste mulighed.

»Det er meget vigtigt at understrege, at hvis det tragiske eller det meget positive skulle ske, at vi ikke får brug for de midler, som vi modtager fra borgerne, så ryger de ikke bare i lommen på os.«

»Hvis midlerne ikke går til behandling til Marcus, så går pengene ubeskåret til Børnecancerfonden. Det har hele tiden været planen, og det kommer ikke til at ændre sig,« siger Søren Høj Madsen.

Marcus Madsen var klar til at rejse til Spanien med familien i juli, men da de skulle af sted, blev han pludselig meget syg med opkast.

Han fik dog kæmpet sig igennem rejsen, men næste morgen vågnede han med slem hovedpine og prøvede at tage et bad.

Men da der var gået noget tid, begyndte familien at blive nervøse, og ude i brusekabinen lå Marcus livløs.

Lægerne i Alicante fandt hurtigt frem til diagnosen og besluttede at indoperere et dræn i hjernen, fordi trykket var så stort. Efter at have været på den intensive afdeling i Spanien i otte dage blev han fløjet hjem til Rigshospitalet.

Siden har det været en meget hård kamp for Marcus, og det ser forældrene selvfølgelig.

»Han er så sej. Han gør alt, hvad han kan, for at få det bedre. Han vil være her.«

»Derfor er det også en speciel situation for os, fordi vi kan se alt det positive, der sker omkring os, men så sidder vi jo også hver dag med vores dreng, som er virkelig syg, og som vi bare gerne vil hjælpe,« forklarer Søren Høj Madsen.

Hvis man ønsker at donere, kan man gøre det på:

MOBILEPAY: + 45 30 79 34 60 ('Søren' – er direkte tilknyttet indsamlingskonto nedenfor).

Officiel indsamlingskonto: 5015 0001514929

IBAN DK 4450150001514929

BIC/SWIFT JYBADKKK