13-årige Orla Gemzøe fik en smule sved på panden, da han 2. juledag sad i S-toget med sin ven.

Da togkontrolløren kom hen til ham, måtte han nemlig gå til bekendelse. Orla havde glemt at købe en billet. Men heldigvis for ham så var kontrolløren vist i julehumør. Han fik nemlig et valg.

»Da jeg fortalte ham, at jeg ikke have en billet, sagde han, at han var glad for, at jeg var ærlig. Og så kiggede han på min ven og spurgte: 'Skal vi give ham en bøde på 750 kroner eller syv armstrækkere?',« fortæller Orla Gemzøe til B.T.

I første omgang troede Orla, der til daglig går i sjette klasse, at det var for sjov. Det måtte være en joke. Men nej. Den var god nok, og Orla Gemzøe gik straks i gang med at tage armstrækkerne.

13-årige Orla Gemzøe går i sjette klasse. Og så elsker han at køre på løebehjul.
13-årige Orla Gemzøe går i sjette klasse. Og så elsker han at køre på løebehjul. Foto: Privatfoto
Vis mere

I videoen øverst i artiklen kan man se, hvordan Orla kæmper sig igennem de sidste armstrækkere. Og da han så endelig er færdig, siger den vittige kontrollør:

»Godt. Sæt dig op. Husk det. Det sker aldrig mere. Og næste gang så sidder jeg oven på dig, når du skal tage dem. Og det er kun, fordi det er jul.«

Og selvom det kostede lidt kræfter at skulle ned på alle fire, så var hele situationen både spøjs og skæg, fortæller Orla Gemzøe.

»Det var virkelig sjovt. Han var så 'mega nice', ham kontrolløren. Jeg har aldrig mødt en så 'chillet' togkontrollør som ham.«

DSB's togkontrollører skal faktisk uddele en bøde, hvis man ikke kan fremvise en billet. Alligevel tager togselskabet situationen med et smil.

»Det er jo ikke helt efter bogen, og det er selvfølgelig ikke sådan, vi normalt håndterer det. Men det er nok den gode julestemning, der har spredt sig i S-toget i den pågældende situation, og sådan er det,« siger informationschef i DSB, Tony Bispeskov, til B.T.

Og Orla? Han køber nu alligevel en billet næste gang, han skal med toget.

»Jeg må hellere huske at få købt en billet, når jeg skal af sted igen. Den går nok ikke en anden gang,« fortæller Orla Gemzøe, mens han griner.