13-årige Noah ramte soldaterfod med sit el-løbehjul: 'Vi er heldige, at han sidder her i dag'


»Noah er kommet slemt til skade«.
Regina Frandsen begyndte straks at hyperventilere, da hun sidste torsdag blev ringet op af sin søns lærer og fik ovenstående besked.
Hvad betyder 'slemt til skade'? Var han faldet ned af et træ? Var han ved bevidsthed?
Moren fik svar på alle sine spørgsmål, da hun kort efter ankom ved Noahs skole, Vita Skolen i Esbjerg.
Det viser sig nemlig, at Noah er kørt gennem en tunnel nær sin skole, og at han i den forbindelse er ramt ind i en såkaldt soldaterfod, der normalt 'holder' de røde kegler ved eksempelvis vejarbejde.

»Jeg kommer hen til stedet og ser en dreng, der er ind og ud af bevidsthed og nærmest ligger inde i en hæk. Han har sindssyge smerter, har et stort hul i hagen og er fyldt med blod,« siger Regina Frandsen.
Hurtigt efter kommer en ambulance, der med Regina i bilen får den kvæstede dreng med til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Dér konstaterer man blandt andet, at Noah har fået en stor flænge i hagen, kæbebrud i begge sider, et brud på overgangen, en slem hjernerystelse og brud to steder på den ene arm.
Og det er ganske 'heldigt' sluppet i forhold til det, som Regina på et tidspunkt frygtede.

»Da vi var på hospitalet, begyndte han at bløde ud af øret, så vi frygtede jo, at der var noget galt inde i ham, men det var så 'heldigvis' bare et brud på øregangen,« siger hun.
Det er også her, at hun får hele historien at vide.
Noah havde befundet sig på sin skole, men havde indvilget i at følge en kammerat til idræt på en skole én kilometer væk.
De kørte sammen igennem tunnellen, hvor Noah havde lagt mærke til, at der var noget sort på vejen.
Men da han kørte tilbage – og havde travlt – glemte ham genstanden, og da det var helt mørkt, registrerede han først soldaterforden, da han landede på jorden med omkring 20 km/t.

Regina og Noahs far, Morten, får også her en information, der skaber et hav følelser i dem:
Da det var en kort tur, havde Noah ikke orket at gå ind i klasselokalet for at hente sin hjelm, og derfor var han kørt uden.
»Det er jo helt vildt, for selvfølgelig skal han have hjelm på, og det bør alle have. Derfor er det også bare helt enormt heldigt, at der ikke ske mere. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis han havde ramt med hovedet på kantstenen,« siger Regina og fortsætter:
»Lægerne har endda fortalt os, at de her skader, som Noah har fået, ikke ville være blevet forhindret af en hjelm. Så det her viser på en eller anden måde også, at selv med en hjelm skal man altså være forsigtig med et el-løbehjul.«

Det er lovpligtet at køre med hjelm på sit el-løbehjul, og det samtidig også en regel, at man ikke må køre sit el-løbehjul 'i trafikken' uden selskab af en voksen, hvis man er under 15 år.
Ifølge Regina har forældreparret dog været forvirrede omkring definitionen af den regel.
»Vi har følt, at reglerne har været lidt utvetydige i forhold til, hvad der er 'trafikken', og derfor har Noah fået lov at køre på løbehjulet til og fra skole,« siger hun og fortsætter:
»Men det vigtigste for mig er egentligt også at sende et budskab om, at det bare hurtigt kan gå galt med sådan et løbehjul. Det er jo syv gange farlige end at cykle eksempelvis.«

Regina henviser her til en udtalelse fra Odense Universitetshospital, der i 2021 havde undersøgt en lang række ulykker.
Rådet for Sikker Trafik stemmer i:
»Man risikerer alvorlige skader, hvis man falder på et elektrisk løbehjul. Det er faktisk syv til ti gange så risikabelt at køre på et elektrisk løbehjul som på en cykel. Derfor er det vigtigt, at man passer godt på og følger de regler, der er, hvis man vil køre på el-løbehjul og fx ikke lader børn under 15 år køre på dem og altid bruger hjelm,« siger Søren Ørsted Pedersen, pressechef i Rådet for Sikker Trafik
I dag er Noah i bedring. Han er blevet opereret og fået manipuleret kæben på plads, får flydende kost og ligger stadig i hjemmet.
Og når Regina og Morten kigger på deres søn, føler de mest af alt taknemmelighed.
»Vi er heldige, at han sidder her i dag. Det kunne være gået så meget mere galt – især nu når han ikke havde hjelmen på,« siger Regina og fortsætter:
»Så tag nu altid den hjelm på og husk i øvrigt at mind jeres børn om at være ekstra opmærksomme, når de racer rundt på løbehjulene. Et hul i jorden eller en soldaterfod - så kan det gå helt galt.«