13-årige Kaya Toft Loholt vinder en Bodil for Bedste Kvindelige Hovedrolle i "En helt almindelig familie".

I et felt af garvede kvindelige skuespillere vinder den kun 13-årige Kaya Toft Loholt Bodilprisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle lørdag aften.

Dermed sætter hun rekord som den yngste kvindelige skuespiller, der nogensinde har modtaget den pris.

Udmærkelsen får hun for sin rolle som Emma i Malou Reymanns spillefilmsdebut "En helt almindelig familie".

Her springer familiefaren Thomas ud som transkvinden Agnete, og det skaber rystelser i den unge piges tilværelse.

- Den udfordring manifesterer sig hos Emma som både betuttet skrøbelighed og stolt styrke. Med bemærkelsesværdig naturlighed bærer Kaya Toft Loholt den store udviklingsrolle på sine smalle tweenskuldre, lød det i motivationstalen fra Bodilkomiteen.

Kaya Toft Loholt debuterede på det store lærred i rollen som Emma, men har også kunnet ses i tv som den døve Signe i julekalenderen "Julefeber" og Rose i DR-serien "Når støvet har lagt sig".

I kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle var også Amanda Collin, Danica Curcic, Sandra Guldberg og Trine Dyrholm nomineret.

Trine Dyrholm var selv kun 19 år, da hun snuppede sin første Bodilpris. Dem har hun syv af derhjemme.

"En helt almindelig familie" er baseret på Malou Reymanns egne oplevelser omkring sin fars kønsskifte i 1999. Mikkel Boe Følsgaard spiller rollen som Thomas, mens Neel Rønholt spiller hans hustru.

Også Malou Reymann bliver hædret ved lørdagens prisuddeling. Hun vinder nemlig Arbejdernes Landsbank Talentprisen.

Bodilprisen uddeles af Danske Filmkritikere. Det er Danmarks ældste filmpris og blev uddelt første gang i april 1948.

Statuetten er opkaldt efter de to danske skuespillere Bodil Kjer og Bodil Ipsen.

/ritzau/