Ulven hører ikke hjemme i Danmark.

Det er budskabet i borgerforslaget »Nej tak til fritgående ulve i Danmark«, som i skrivende stund har fået opbakning fra næsten 12.000 danskere.

Forslaget går ud på, at alle ulve i Danmark skal indfanges og flyttes til et andet europæisk land med mere urørt natur.

Det skriver TV Syd.

Borgerforslaget blev stillet 29. maj af pensionist Hans-Jørgen Bøgfeldt og har i de seneste uger fået en del vind i sejlene.

Til mediet forklarer han, at han sådan set ikke selv er påvirket af ulve i sin dagligdag, men at han har fulgt samfundsdebatten og derigennem set episoder, som har formet hans holdning.

»Jeg synes ikke, at ulve hører til i vores land. Danmark er tætbefolket, og vi udnytter vores landskaber i høj grad. Man skal behandle dyr ordentligt, og derfor skal man give ulven en chance for at have et ordentligt liv,« siger han til TV Syd og fortsætter:

»Der er masser af store nationalparker i Tyskland og andre steder i Centraleuropa, hvor ulve kan leve.«

Han peger blandt andet på episoder, hvor ulve har angrebet dyr i indhegninger, og hvor personer er blevet forfulgt.

Den utryghed mener han, at Danmark skal være foruden.

Et borgerforslag skal opnå 50.000 underskrifter indenfor et halvt år, før det kan blive taget op i Folketinget. Dermed mangler forslaget altså stadig omkring 38.000 underskrifter.