1200 ansatte i Region Hovedstaden hoppede på falsk mail om kødfri kantiner
En falsk mail om kødfri kantiner skulle teste de ansattes IT-sikkerhed. 1200 faldt i, skriver TV 2 Kosmopol.

En falsk mail om kødfri kantiner skulle teste de ansattes IT-sikkerhed. 1200 faldt i, skriver TV 2 Kosmopol.

Klik ikke hovedløst på et link.
Det er budskabet fra Region Hovedstadens IT-afdeling efter den seneste test af de ansattes skepsis i forhold til phishing. Digital svindel, hvor kriminelle udgiver sig for at være velkendte virksomheder eller myndigheder.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
1200 ud af 13.000 personer fik klikket på et link fra en mailadresse, der sluttede med reqionh.dk - med q - og ikke regionh.dk - med g.
Region Hovedstadens IT-afdeling lokkede de ansatte med kød - eller snarere med et forbud mod samme.
I den falske mail, der skulle teste de ansattes årvågenhed, lød det, at det var slut med frikadeller og roastbeef i medarbejdernes kantiner.
I mailen stod der også, at nogle kantiner ville blive helt veganske. Det vil sige uden animalske produkter, som foruden kød blandt andet omfatter mælk og æg.
Og her kom det falske link så i spil: Det fremgik, at man kunne klikke på det pågældende link for at se, hvilken betydning det ville få for ens lokale kantine.
- Kantinen er noget, der fylder rigtig, rigtig meget, og kød er også noget, der fylder meget for mange. Så det der med at ramme folk der, hvor det rammer deres følelser, så er det også der, hvor de er tilbøjelige til spontant at reagere. Så det er jo der, man skal huske at gå ind og tænke sig om, siger sikkerhedschef Anna Aaskilde Laursen til TV 2 Kosmopol.
Hun understreger, at det ikke får konsekvenser for de pågældende 1200 ansatte, der faldt i kødfælden.
- Men vi kommer selvfølgelig til at lære alt det, vi kan, så vi står stærkest muligt, når vi en dag får et ægte angreb, siger Anna Aaskilde Laursen til TV 2 Kosmopol.
På Styrelsen for Samfundssikkerheds side med viden, vejledning og værktøjer til digital sikkerhed lyder det, at "phishing-angreb kan være vanskelige at gennemskue, da IT-kriminelle er gode til at efterligne virksomheders logoer og formulere sig troværdigt".
Blandt rådene er, at man altid bør tjekke mailadressen fra afsenderen.
- Hvis du er i tvivl, om en mail er ægte eller falsk, så tag dig tid til at ringe til afsenderen og få en telefonisk bekræftelse.
RITZAU