152 elever startede på Idrætshøjskolen i Aarhus i august, og fælles for dem alle var, at de på første dag mødte op med en negativ coronatest.

Højskolen har siden da gjort alt, hvad de kan for at holde sig helt fri af corona. Og indtil i tirsdags med god succes, da én elev blev konstateret smittet med COVID-19.

»Vi ved ikke, hvordan smitten er kommet ind på vores skole, men vi føler os ret sikre på, at den pige, der blev testet positiv som den første ikke har taget det med hertil,« siger forstander på Idrætshøjskolen Aarhus, Henrik Løvschall, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller, at pigen, der blev testet positiv som den første, havde været hjemme på weekend ved familien, der alle var testet negativ bare to dage forinden.

Alligevel kom pigen sammen med en anden pige fra højskolen tirsdag og fortalte, at de begge havde problemer med at lugte og smage.

Pigerne blev derfor sendt over til det testcenter, der ligger lige på den anden side af vejen, og den ene blev altså testet positiv.

»Vi tog med det samme kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed for at reagere helt efter bogen, samtidig med at vi har reageret så hurtigt, som vi overhovedet har kunnet, så smitten ikke er løbet løbsk her på skolen,« siger Henrik Løvschall, der er forstander på Idrætshøjskolen Aarhus.

Den hurtige reaktion fra ledelsen på højskolen resulterede i, at de første af i alt 140 elever blev sendt hjem allerede 45 minutter efter den første elev var konstateret smittet.

Når det kun er 140 elever, der bliver hjemsendt, så skylde det, at de internationale elever af åbenlyse årsager ikke bare kan sendes hjem.

De internationale elever blev med det samme placeret i karantæne, og de er nu alle testet negativ for COVID-19, oplyser forstander Henrik Henrik Løvschall.

De er derfor blevet testet og efterfølgende sat i isolation på højskolen. Alle elever er derfor nu i isolation, hvor de vil blive testet både lørdag og mandag efter myndighedernes anbefalinger om at blive testet på henholdsvis 4. og 6. dagen.

»På den måde har vi kunnet minimere smitteudbruddet så meget som muligt, og vi regner derfor med at have de ikke-smittede elever tilbage igen i løbet af tirsdag aften,« forklarer Henrik Løvschall.

Siden den første dag tilbage i august har eleverne løbende været testet og isoleret, hvis de har oplevet symptomer på coronavirus.

Og selvom alle hele tiden har passet på og fulgt Sundhedsstyrelsens anvisninger, så gik den nu altså desværre ikke længere.

»Selvom vores elever har gjort alt for at passe på hinanden, så er problemet, at de smittede ikke altid har kunnet mærke nogle symptomer. Den første smittede blev konstateret, fordi nogle elever pludselig ikke kunne smage og lugte maden så godt, som de plejer. Og når det har været de eneste symptomer, har vi været udfordret,« siger Henrik Løvschall.

Eleverne kan efter planen møde op på højskolen igen tirsdag, hvis de kan fremvise negative svar på de to test, de skal igennem under isolationen. Også højskolens personale vil blive testet.