Det har set lysere ud på Valby Langgade 77.

Her ligger Valby Fisk, og den har ligget der siden 1908.

Men spørgsmålet er, hvor længe det fortsætter sådan.

Der er nemlig langt færre kunder for tiden, højst sandsynligt på grund af energikrisen og de høje priser.

»Det seneste halve år er min omsætning halveret. Folk er åbenbart ramt for hårdt på pengepungen,« fortæller Tobias Vassing, indehaveren, til KøbenhavnLIV.

Han har ejet biksen i tre år og har forsøgt at skære på udgifterne. For eksempel havde han ansatte i butikken før.

»Men nu er jeg kun mig selv. Der er mange køleenheder i butikken, og det kan mærkes på elregningen. Så jeg har prøvet at skære en af dem fra, efterhånden som salget er faldet,« siger han til mediet.

Han har ikke lukket butikken endnu og endegyldigt smidt håndklædet i ringen. Men butikken er sat til afståelse – dog ikke så åbenlyst endnu.