Elleve gange har livreddere hjulpet personer op af vandet ud for den populære badeby Hornbæk i Nordsjælland.
Særligt langs Hornbæk Havns vestmole er der så stærk understrøm, at det er en potentiel dødsfælde, skriver Helsingør Dagblad.
»I år har vi indtil videre haft 11 drukneulykker i Hornbæk, hvor vi har hevet folk op af vandet. Alle er sket, fordi folk er kommet i problemer langs molen på et sted, hvor badning er forbudt, og som slet ikke er et livredderområde,« forklarer John Mogensen, cheflivredder i Nordsjællands Livredningstjeneste, til avisen.
Den seneste ulykke var i sidste uge, hvor tre brødre på seks, otte og elleve år ifølge avisen blev fanget af understrømmen tæt ved stenmolen vest for havnen.
Nogle af brødrene var bevidstløse, da livredderne ankom til dem.
De tre brødre blev bragt til Rigshospitalet med Helikopter. Den seksårige er ifølge Helsingør Dagblad tilsyneladende fortsat i kritisk tilstand.
Ingen af de elleve drunkeulykker har indtil videre ført til dødsfald.
Alligevel bruger livredderen ordet drukneulykke, fordi livreddetjenestens definition af ordet er, at drukning resulterer i livstruende iltmangel, hvorefter man enten kan afgå ved døden eller overleve med eller uden skader, skriver avisen.