»Jeg lover dig, Conrad, du skal nok få en ven en dag.«

Sådan siger Frederikke Almdal stort set dagligt til sin 11-årige søn, der ikke har nogen drengevenner. Noget, han ønsker sig mere end noget andet.

For Conrad er ensom, som han selv beskriver det. Han savner en ven at tale med, en at tage på picnic med, en at cykle ned og få en is med, og en ven, der spørger, om han har haft en god weekend.

»Han siger nogle gange, at det da ikke kan passe, han er den eneste, der har det sådan her. Det er enormt smerteligt. Du drømmer ikke om, hvor meget jeg græder indeni,« siger Frederikke Almdal.

Conrad taler meget med sin mor Frederikke om ensomheden, og hun siger ofte til ham, at han nok skal få venner en dag. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Conrad taler meget med sin mor Frederikke om ensomheden, og hun siger ofte til ham, at han nok skal få venner en dag. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Vis mere

I jagten på en ven har Frederikke Almdal for nogle måneder siden efterspurgt en legekammerat til sønnen i en Facebook-gruppe for borgere i Gentofte.

»Jeg fik mange positive tilkendegivelser på opslaget, og det blev delt over 1.000 gange, men der kom ikke noget som helst ud af det.«

Conrad er stadig ensom.

Frederikke Almdal mener, at Conrads ensomhed og mangel på venner skyldes, at »han stikker lidt ud«, som hun beskriver det.

Han interesserer sig ikke for det samme, som de andre drenge i klassen. Han kan hverken lide at spille fodbold eller Fortnite.

»Conrad er ekstremt kreativ og kan godt lide at tegne, strikke og lave perler. Og så går han meget op i ting, der er æstetisk smukke. Krystaller for eksempel. Han kan være i en krystalbutik en hel dag.«

Interesser, som Frederikke Almdal ikke mener, der er plads til, og som ekskluderer ham fra de andre i klassen.

»Når de andre spiller bold i gården, så sidder Conrad i krearummet. Derfor bliver han også drillet. Han passer ikke ind i stereotypen om, hvad en dreng skal kunne,« siger Frederikke Almdal.

Conrad er langtfra alene om at føle sig ensom. Ifølge Børns Vilkår er ensomhed i 2021 kommet på en top ti over de hyppigste samtaleemner på BørneTelefonen.

Her skal man have øje for, at coronas hjemsendelse af skoleelever har haft en effekt, men det er unægteligt et emne, der bliver talt mere om.

»Her handler ensomhed nogle gange om, at man føler sig ekskluderet fra fællesskabet og savner venner, andre gange, fordi man står alene med noget, for eksempel en sorg, eller fordi man føler sig anderledes,« siger børnefaglig konsulent ved Børns Vilkår Ida Hilario Jønsson og fortsætter:

»Conrad er bestemt ikke alene om det her. Hans historie er et godt eksempel på, hvordan ensomhed opstår som en følelse ved børn.«

Selvom det kan være svært at finde noget godt ved ensomhed, gør Ida Hilario Jønsson opmærksom på, at det faktisk er enormt positivt, at flere ringer ind til BørneTelefonen og taler om deres ensomhed.

»Det kan være en vej ud af ensomheden. Hvis man taler om det i klassen, vil de fleste børn kunne genkende den følelse i en eller anden form. Man tror, man er den eneste i klassen, men det er man ikke. Måske den allermest populære med flest venner også kender til det,« siger Ida Hilario Jønsson.

Conrad elsker at være kreativ, men han savner nogle dregevenner, han kan være det med. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Conrad elsker at være kreativ, men han savner nogle dregevenner, han kan være det med. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Byrd
Vis mere

Hjemme i Conrads familie taler de meget om ensomheden og manglen på venner. Nærmest dagligt. Og selvom det er svært, er Conrad heldigvis ved godt mod, for han har masser af selvtillid og selvværd, selvom vennerne ikke er kommet endnu.

Derfor leder Frederikke Almdal stadig efter en legekammerat med samme interesser som Conrad.

Hun havde ikke held på Facebook, så hun har i stedet tilmeldt ham et kreativt fritidshus, hvor han kommer om eftermiddagen en gang om ugen. Desværre er der ingen drenge tilmeldt ud over Conrad.

»Han har fået nogle pigevenner, men han siger, han meget gerne vil have en drengeven, inden han bliver teenager, så han har en at dele ting med,« siger Frederikke Almdal.

At de få venner, Conrad har, kun er piger, ser Ida Hilario Jønsson dog ikke som en skidt ting, for det kan være, de relationer åbner nogle døre til andre fællesskaber, hvor der er drenge. Derfor er hendes råd til Conrad:

»Når noget er svært for børn, så vil de ofte gerne have det fikset, og det kan jeg godt forstå. Men ud fra det, som jeg har fået fortalt om Conrads historie, så er det vigtigt at tale om, hvordan man har det, og at Conrad gør mere af det, der gør ham glad. De kreative ting. Hold fast i den, han er, for der er helt sikkert mange, der kan lide det samme som ham,« siger Ida Hilario Jønsson.