Ifølge Udenrigsministeriet er 1000 danskere i Marokko, der søndag lukker ned for al lufttrafik.

Omkring 1000 danskere er registreret som værende i Marokko, der søndag har besluttet at lukke ned for al flytrafik.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

- Mere end 1000 danskere har registreret sig på danskerlisten i Marokko. Vi følger situationen tæt, efter at myndighederne har besluttet at indstille flytrafikken til alle lande, skriver Udenrigsministeriet i et svar om situationen.

Det var natten til søndag, at Marokko annoncerede, at man lukkede international flytrafik ned til en lang række lande - herunder Danmark. Det forbud er altså udvidet til al international flytrafik søndag.

De internationale nyhedsbureauer har søndagen igennem beskrevet, hvordan turister fra en lang række lande har oplevet ikke at kunne forlade Marokko.

Frankrig fortalte tidligere søndag, at man har lavet en aftale med Marokko for at få sine statsborgere ud på specielt arrangerede fly. Også Belgien, Spanien og Tyskland har ifølge nyhedsbureauet AFP fået nogle borgere hjem.

- Ambassaden i Rabat er sammen med de øvrige EU-lande i gang med at afklare en række forhold med de lokale myndigheder.

- Vi har i nat opfordret danskere i Marokko til at kontakte deres rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab for at undersøge mulighederne for alternativ hjemtransport samt forlænget indkvartering, hvis den marokkanske udmelding medfører et forlænget ophold, skriver Udenrigsministeriet.

Hos brancheforeningen Rejsearrangører i Danmark fortæller direktør Henrik Specht, at enkelte danske rejseselskaber har danske gæster i Marokko.

Der er søndag aften ikke et overblik over hvor mange. Men det er ifølge Henrik Specht kun et lille mindretal af de 1000 danskere.

- Vi sørger for at kontakt til de gæster, der er i Marokko, som jo er et stort land, så vi på bedste måde kan sørge for, at de kommer hjem.

- Vi er i tæt dialog med Udenrigsministeriet, således at vi sammen kan finde en god løsning på at få danskerne hjem til Danmark, siger han.

Ifølge AFP er der lige nu et stort pres på lufthavnene i Marokko, hvor udenlandske statsborgere forsøger at komme ud af landet.

Marokko har de seneste år oplevet et turistboom. Sidste år havde landet 13 millioner besøgende.

Landet har været et yndet rejsemål for danskere. Eksempelvis Norwegian har åbnet direkte flyvninger til landet.

/ritzau/