De kom nærmest stormende ind med masker, husker 100-årige Vera Tønning.
»Hvorfor søren har I masker på,« spurgte hun. »Du har corona,« lød svaret fra ambulancepersonalet.
»Hvad har jeg? Det kan ikke passe. Jeg havde godt nok en brændende arm og brændende kinder,« siger Vera Tønning.
Og testen var da også positiv, da den 100-årige kvinde blev indlagt på sygehuset med corona.
I alt har 493 danskere over 90 år været smittet med corona. Af dem har knap halvdelen været indlagt på sygehuset. I alt er 171 personer over 90 år døde efter smitte med corona.
Corona er en virus, som især rammer de ældre hårdt. Men Vera Thønning slap trods sine 100 år på bagen altså billigt.
Hun bor alene i en lejlighed på Nørrebro, hvor hun har boet de seneste 70 år. Og her regner hun med at blive boende.
»Ja, det gør jeg bestemt. Jeg skal ikke på plejehjem, så længe jeg har den hjælp, jeg har,« siger hun.
Det var da også hjemmeplejen, der en dag i foråret kom forbi med medicin, da Vera Thønning beklagede sig over, at hun frøs, og kløede på armen. Hun husker ikke, at hun havde andre symptomer.
Hjemmeplejen ringede til en sygeplejerske, som fik Vera Thønning testet og indlagt.
»Det var lidt forvirrende. Jeg blev kørt ind på Bispebjerg, hvor vi lå i sådan nogle kabiner. Der var kun én person i hvert rum,« siger hun.
Efter tre dage blev Vera Thønning dog udskrevet igen. Og siden har hun ikke været mærket af sygdommen. I hverdagen er hun mere plaget af det svigtende syn.
»Det værste for mig er, at jeg ikke rigtig kan se så godt. Så nogle dage kommer jeg ud af døren med to forskellige farver sko på eller pletter på tøjet,« siger hun.
Men derfor mærker hun alligevel til den store pandemi, der lige nu hersker i vores samfund.
Når man bor alene i en lejlighed og har svært ved at høre og se, er der plads til en del spekulationer.
»Jeg spekulerer meget på, om det er verdens undergang, det her. 'Nu er vor herre blevet vred på os. Nu skal vi have vores straf',« siger hun.
Og så er der restriktionerne. Vera Thønning går til træning, hvor man lige pludselig ikke længere må røre hinanden. Og på gaden skal man til at gå i store buer uden om hinanden.
»Jeg er for gammel til at lave om på mine vaner. Det er ikke let for mig at lære at holde afstand,« siger hun.
Det samme gælder mundbind. Mange har nok været på vej ind i en forretning, hvor de har glemt at få mundbindet på.
Men med en hukommelse, der har rundet 100 år, bliver det altså ikke lettere at huske at få mundbindet med ud af døren.
»Det er ikke altid, jeg lige husker at få det på, og så bliver folk sure på mig. Så nej, det er ikke let,« siger hun.
I det hele taget synes hun, det er svært at finde ud af, hvad man må og ikke må, for de siger så mange forskellige ting i fjernsynet
»Hvis de bare kunne sige det samme, så havde man noget at rette sig efter,« siger hun.
Vera Thønning ser dog også folk på gaden, som helt bevidst ikke lever op til restriktionerne.
»De tænker ikke på, at de kan være årsag til, at andre bliver smittet. Det synes jeg er for ligegyldigt,« siger hun.
Vera Thønning selv er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun vil tage imod en vaccine, så snart den er her. Ikke så meget for sin egen beskyttelse, men for andres.
»Jeg vil da gøre noget, for at det kan være med til at hjælpe andre,« siger hun og er altså ikke selv bekymret for bivirkninger:
»Jeg er blevet vaccineret for influenza lige siden den allerførste influenzavaccine. Jeg har aldrig fejlet noget.«
