At løbere lever længere, er sikkert og vist. Eremitageløbets idémand, Peter Schnohr, dokumenterede det i Østerbroundersøgelsen.

Men alligevel er det ikke hverdagskost, at en mangeårig motionist runder de 100 år. Og endda i fin stil.

På årets første dag kunne den tidligere eremitageløber Knud Passer Iversen fejre 100 not out.

Et af Amagers klassiske vandhuller, Café 5-øren, var onsdag proppet til randen med klubkammerater, venner og familie, som hyldede den stovte eksmotionist, der i 1990 blev kåret som Årets Eremitageløber.

»Jeg er overvældet og rørt. Jeg troede ikke, jeg kendte så mange mennesker,« sagde fødselaren i en pause mellem de mange gratulationer.

Den tidligere speditør startede først med at løbe som 48-årig. Han var med i de første 36 Eremitageløb, men måtte derefter springe et år over på grund af en hofteoperation. Året efter løb han sit 37. og sidste E-løb.

For fem år siden mistede han sin kone, Inger, som hvert år var med i Dyrehaven og heppede ham det sidste stykke mod målet.

Knud Passer Iversen er medlem af Motionsklubben Amager, og blandt de mange klubkammerater, som dengang indstillede ham til prisen som Årets Eremitageløber, var Steen Sjøgreen.

»Knud har haft stor betydning for motionsbevægelsen på Amager med sit humør og sin hjælpsomhed. Løb var aldrig en konkurrence for ham, men en oplevelse. Hans motionsglæde var smittende,« siger Steen Sjøgreen.

Knud Passer Iversen blev også hyldet af Sundby Mands-Gymnastikforening, hvor han er æresmedlem.

Om starten på Eremitageløbet i 1969 siger han:

»Vi løbetrænede efter mørkets frembrud. Ingen måtte se det. Man var jo skør, hvis man løb. Jeg sneg mig det første år rundt om Sundby Idrætspark i mørket,« erindrer han.

»Ingen havde drømt om, at løb et par generationer senere skulle blive Danmarks største fritidsaktivitet.«

Selv om det er slut med løberiet, er der stadig krudt og lyst til oplevelser i 100-årige Knud. I december var han på ferie på Malta.