Ældre over 65 år vaccineres med tuberkulosevaccine. Vinteren vil vise, om stikket styrker immunforsvaret.

Engang blev børn i Danmark calmette-vaccineret mod tuberkulose. Vaccinen blev givet i 1. eller 2. klasse, og mange husker såret og det efterfølgende ar på overarmen eller skulderen, som stikket efterlod.

Nu vender vaccinen med det officielle navn Bacillus Calmette-Guérin (BCG) tilbage, når 1900 borgere over 65 år i Odense fra onsdag tilbydes at deltage i et forskningsprojekt.

Det skal vise, om den 100 år gamle vaccine i bedste fald kan forebygge sygdom som følge af smitte med coronavirus eller mildne symptomerne hos de, der skulle blive smittet.

Bag projektet er forskere fra Syddansk Universitet. Her siger læge og koordinator Anne Marie Rosendahl Madsen, at håbet er at kunne påvise, at de vaccinerede er mindre udsat for infektioner, herunder corona.

- Skulle de blive smittet, håber vi, at de bliver mindre syge, end de ellers ville være blevet. At færre bliver så syge, at de må indlægges og behandles på intensiv, siger Anne Marie Rosendahl Madsen.

Deltagerne vil ved lodtrækning blive delt i to grupper - den ene vaccineres med BCG, mens den anden får saltvand.

Har vaccinen effekt, ser forskerne gerne, at den også gives til de deltagere, som i første omgang kun får saltvand.

Men også ældre andre steder i landet kan komme i betragtning.

- Får vi tilstrækkeligt gode resultater, ville det måske være relevant at tilbyde den til alle ældre. Men det er i sidste ende ikke vores beslutning, siger Anne Marie Rosendahl Madsen.

Coronavirusset har også fået en række hospitaler til at tilbyde ansatte at deltage i et lignende studie. Målet er 1500 deltagere.

På Nordsjællands Hospital i Hillerød er de første 80 vaccineret, halvdelen med aktiv vaccine, de øvrige med saltvand, siger læge og ph.d. Anne Ostenfeld.

De vil i løbet af de næste seks måneder blive fulgt og sammenlignet.

- Vi ved, at calmette har nogle uspecifikke gavnlige effekter. Håbet er, at vaccinen giver immunforsvaret en vitaminindsprøjtning, så forløbet af en infektion, herunder smitte med corona, bliver mildere, siger Anne Ostenfeld.

Calmette-vaccinen undersøges også i andre lande. Senest har et græsk studie vist, at ældre over 65 år næsten halverede risikoen for at få infektioner i første år efter en calmettevaccination.

Ingen lande har dog indtil videre dokumenteret, at den beskytter specifikt mod coronasmitte.

/ritzau/