Med en skarp kniv i hænderne blev 10-årige Christoffer Winger pludselig ramt af en meget klar og ubehagelig tanke:
Han skulle stikke sin far ned. Bore kniven ind i maven på ham. Gøre ham fortræd.
Tanken havde Christoffer Winger ingen anelse om, hvor kom fra. Det var første gang, den indre stemme – som alligevel ikke rigtig var en stemme – talte til ham. Befalede ham. Styrede ham.
Kniven, som han knugede i sin 10-årige drengehånd, stod han med, fordi han sammen med sin far var i gang med at snitte grøntsager, der skulle bruges i aftensmaden.
'Stik ham. Stik ham,' sagde stemmen, der hele tiden blev stærkere.
En voldsom rysten begyndte i Christoffers skulder. Bevægede sig ned langs armen og forplantede sig i grøntsagsknivens træskaft.
'Stik ham. Stik ham,' sagde stemmen. Men det skete ikke.
Den 10-årige dreng stod imod. Han smed kniven fra sig og styrtede ind på sit værelse, hvor han hulkende gemte sig i dynen med datidens børneprint.
Fem år uden svar
Den skræmmende episode skulle vise sig at være startskuddet til fem mareridtsfyldte år. Små 2.000 dage i total uvished, hvor Christoffer og hans far og mor desperat forsøgte at finde svarene. Løsningen. Navnet på Christoffers lidelse.
»Det var først for et år siden, da jeg var 15, at vi fandt ud af, at jeg led af OCD,« fortæller Christoffer til B.T.
Hvad der præcis kickstartede den 10-årige drengs OCD, er stadig uklart. Men Christoffers forældre var netop gået fra hinanden, og en skilsmisse var under opsejling i det lille hjem i Glamsbjerg på Fyn.
Svære livsændringer, som netop skilsmisser, har vist sig at være årsag til, at børn og unge i teenageårene kan udvikle OCD.
Sygdommen eskalerede
Efter Christoffers første møde med OCD'en viste sygdommen hurtigt andre skræmmende aspekter af sin kompleksitet. Ud over tætte familiemedlemmer blev gode veninder i skolen til direkte mål, som Christoffer havde lyst til at gøre ondt.
»Hvis jeg gik forbi en pige på gangen og kom til at strejfe hende, fik jeg pludselig en idé om, at jeg skulle hive hende ud af skolen og voldtage hende,« fortæller Christoffer Winger.
De seksuelle tvangstanker fyldte så meget, at Christoffer i de tidlige teenageår periodevis var nødt til at trække sig fra vennerne i skolen. Teenagesnak om sex blev for meget og resulterede i tanker om voldtægt og skade af pigerne i klassen.
Lægen bagatelliserede problemerne
Flere gange i løbet af de fem år gik Christoffers far og mor til lægen med ham, men hver gang blev Christoffers tanker ifølge ham selv slået hen og forklaret som »almindelige« og »hormonfyldte«.
Først efter en helt særlig episode, da Christoffer var 15 år, besluttede hans forældre at gå til en ny læge med ham:
»Jeg sad derhjemme og skulle slå op med min kæreste over sms. Jeg skulle skrive beskeden og holde send-knappen nede 50 gange, inden jeg slettede den igen,« fortæller Christoffer, som midtvejs begyndte at koldsvede og ryste over hele kroppen.
Christoffers forældre kunne med det samme se, at den var gal, og hos lægen blev han uden tøven sendt videre til psykiatrien, hvor Christoffer fik et 10-måneders forløb med kognitiv adfærdsterapi.
Holder foredrag og hjælper andre
Behandlingen hjalp, og i dag har Christoffer lært at leve med og beherske sygdommen.
»Men selv om jeg har det bedre, føler jeg mig virkelig svigtet af systemet. I fem år var der ingen, der tog ordentligt fat om problemet. Der var ingen, der satte sig ned og talte med mig og prøvede at forstå, hvordan jeg havde det,« siger Christoffer og forklarer, hvordan det i dag har påvirket ham:
»Jeg har altid følt mig ulækker og unormal blandt andre, og det har påvirket mit selvværd. Jeg er meget usikker på mig selv«.
Selvværdet er dog ikke lavere, end at den 16-årige fynbo i aften skal holde foredrag i OCD-foreningen.
Noget, Christoffer Winger gør med jævne mellemrum.
Her deler han ud af erfaringer fra sin egen kamp med og mod sygdommen.
»Jeg prøver at fortælle andre, at man med behandling kan komme langt og få en normal hverdag og et godt liv ved siden af OCD'en. Og det går godt, synes jeg. Der er tit voksne, der grædende kommer op til mig bagefter og fortæller, at de kan genkende det hele fra dem selv eller deres børn. Det føles rigtig rart at være med til at gøre en forskel,« siger den 16-årige.
