Rungsted på Sjælland er normalt et hyggeligt og trygt område, hvor børn kan gå og lege alene uden, at forældrene behøver at holde øje.

Men i søndags ved 16.30-tiden blev på ti-årig dreng stoppet af en børnelokker på vej hjem fra fodbold. Manden lokkede med slik.

Moren til drengen har svært ved at forstå, at sådan noget kan ske i deres område.

»Man forstår det ikke helt. Det her er jo Rungsted, som er et sikkert område med godt humør. Jeg bliver helt chokeret, når sådan noget kan ske her,« siger hun til B.T.

Børnelokkeren passerede drengen i en sort bil, som han stoppede, hvorefter han steg ud og tog kontakt til drengen.

»Han gik forbi vores søn, hvorefter han lagde en hånd på skulderen af ham og sagde, at han kunne komme med hjem til ham, hvor han ville have det meget bedre, end han har det hos sin far og mor.«

Selvom det helt sikkert har været en ubehagelig oplevelse for den ti-årige dreng, så var det ikke en grædende dreng, som forældrene fik hjem.

»Han var nærmest flov over at skulle fortælle os det. Men da vi så fik lukket op for ham, kunne vi godt se, han blev ked af det, fordi det selvfølgelig havde påvirket ham.«

Det er ikke første gang, at politiet efterforsker en kidnapningssag.
Det er ikke første gang, at politiet efterforsker en kidnapningssag. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Forældrene til drengen vil ikke lade ham gå rundt alene de kommende uger, men fortæller, at de ikke har oplevet noget lignende i området før.

»Når han skal til fodbold, bliver han kørt af os eller af vennernes forældre. Det samme gælder, når han skal i skole. Han er ikke så tryg ved at gå alene endnu og ville heller ikke gå alene hjem forleden dag, og det forstår vi godt.«

Moren slutter med at fortælle, at de har kontaktet politiet, der tager situationen meget alvorligt. De har skrevet en rapport og påbegyndt en efterforskning.

Manden havde tatoveringer på halsen, og han beskrives som dansk og muskuløs. Han var iført en sort hættetrøje og sorte bukser, da han stoppede drengen.