»Iiiiii'm dreaming of a white christmas.«
I kender alle lyden af Bing Crosbys fløjlsbløde stemme, der i det udødelige hit fra 1942 håber på en snefyldt juleaften.
Men de seneste mange år har vi danskere skullet lukke øjnene og dagdrømme for at komme i nærheden af fyldte kælkebakker og dalende sne i horisonten.
Når man så igen har åbnet øjnene, har den barske sandhed været en udsigt med gråt på gråt og måske en anelse slud.

Ja, vi skal helt tilbage til 2010, før vi sidst finder en såkaldt 'hvid jul', hvor 90 procent af det danske land er dækket med sne.
Nu skriver DR dog, at det ikke er helt usandsynligt, at vi for en gangs skyld kan skifte den grå farve ud med den hvide.
»Hvis sol, måne, stjerner, højtryk og lavtryk placerer sig rigtigt, så øges chancerne trods alt for, at vi også kan få nogle vinterbyger med snekarakter. Men det kræver også, at især kulden og dermed vindretningen kommer fra den rigtige retning,« fortæller Morten Lynge fra DR Vejret om prognoserne de næste to uger.
Og når meteorologen kigger fremad, så kan det faktisk godt tyde på, at både kulden og vindretningen kan komme til at være på en måde, der vil sende sne ind over Danmark.
Ni gange siden 1900 har der været hvid jul I Danmark: i 2010, 2009, 1995, 1981, 1969, 1956, 1938, 1923 og 1915.