Med B.T. Plus får du:
- Et unikt, personligt interview med Morten Messerschmidt
BT PLUS anbefaler også:
Sådan var han: Morten er aldrig uinteressant. Provokerende, men også meget reflekterende over sit væsen. Han nikker, når man bruger ordet ’mønsterbryder’.
Morten Messerschmidts 31 år lange liv har da heller ikke på nogen måde været hverken ordinært eller forudsigeligt. Han voksede op i Frederikssund med sin mor, da faderen meget hurtigt fandt ud af, at han ikke ville have familie. En stedfar begik selvmord, og pludselig stod en otte-årig dreng som mand i huset med en presset enlig mor på deltid.
Ud af det er der så kommet en mand, der taler, som en dannet dansker i 1930erne formentlig ville have gjort. Uddannet jurist. Bruger ord som ’tølper’ om dem, han ikke kan lide. ’Tristesse’ om følelsen af, at hans gamle skole skal nedlægges. Og ’flamboyant’, om sit sind.
En mand, der elsker klassisk musik, latinske tekster og gamle danske dyder. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har været på avisforsiden for at ’Hylde Hitler i Tivoli’ (Messerschmidt vandt injuriesagen), han har fået 284.500 personlige stemmer til Europa-parlamentet, og han har en kæreste, der er 21 år ældre end han selv.
Velkommen til Morten Messerschmidt – her fortæller han historien med sine egne ord.
Barndommen
- Jeg har helt fra barnsben haft en oprørstrang. Ikke sådan med at lave ballade, men hvis nogen sagde, at jeg skulle gå lige ud, så ville jeg hellere gå til højre eller til venstre. Jeg har altid haft en mistro til autoriteterne. I folkeskolen stillede jeg spørgsmål om, hvorfor vi lige skulle læse den bog.
- Hvorfor vi skulle have idræt, om det ikke hørte privatlivets fred til. Det er fra min mor. Hun har haft et sind præget af oprørstrang. Har altid klaget, hvis hun mente, at noget var uretfærdigt. Hun og min far forlod hinanden, da jeg var ganske lille. Så min mor har præget mig meget. Gennem hende har jeg fået mottoet ’ad astra per ardua’ (til stjernerne gennem anstrengelse).
- Ikke sådan i berømmelsens forstand, men det at gøre sit ypperste, det at kæmpe sig igennem. Jeg havde også min mormor og morfar, Jytte og Christian, tæt på i Frederikssund. Fra dem har jeg mere borgerlige dyder som ’du kan læse den bog, når du har lavet dine lektier’. Da jeg var syv år, mødte min mor en mand, der døde, inden deres barn blev født. Indtil min mor mødte sin nuværende mand, blev det mig, der påtog sig ansvaret for at ordne en række praktiske ting.
- Jeg følte en pligt til, at tingene skulle køre, der skulle støvsuges, slås græs, bordet skulle dækkes, ænder og høns skulle fodres. Min mor skulle kunne have tillid til, at jeg løftede de opgaver. På den måde fik jeg tidligt en selvstændig rolle i hjemmet.
Skoletiden
- Jeg skilte mig ikke ud som enegænger eller med fantastiske karakterer. Jeg og kammeraterne legede med he-man-figurer. Sådan nogle ’Masters of the Universe’-karakterer. Vi spillede også fodbold efter skole. Men så i 4.-5. klasse, da jeg var 10 år, skete der en udvikling. Da begyndte min store interesse for klassisk musik.
- Jeg husker, at vores musiklærer, Lene Strand, introducerede os for musikken begyndende med Mozart og populære ting som Carmen-ouverturen. Det var langt mere spændende og facetteret end den moderne musikkultur, som mine kammerater dyrkede med Guns N’ Roses og Backstreet Boys.
- Klassekammeraterne forstod ikke, at jeg syntes, det var fantastisk, at Pavarotti kunne ramme ni høje C’er på fem minutter. Jeg var ikke ude af sammenholdet. Jeg brugte bare ikke så meget tid sammen med dem. Jeg begyndte at gå til klaverundervisning og brugte mange frikvarterer ved klaveret.
- Det at være en del af en verden, som de andre ikke forstod, det har sikkert passet mig udmærket. En slags eskapisme, måske. Den der trang til individualisme kom sikkert dér.
Ungdommen
- Musikken styrede mit liv i lang tid og var afgørende for, at jeg valgte Sankt Annæ Gymnasium og tog toget fra Frederikssund til Valby hver dag. Jeg var besat af at skulle arbejde professionelt med musik som sanger. Men dels kunne min stemme ikke bære, dels kom det politiske ind i gymnasietiden, så jeg reelt dengang tog et valg for mit liv.
- Bøger fyldte også en del, og især interessen for det grammatiske eskalerede voldsomt, da jeg i 1.g fik en fuldstændig forrygende latinlærer, Eva Toft, som pædagogisk næppe var særlig korrekt. Klassen var fuldstændig splittet mellem dem, der dumpede, og dem, der brillerede. Jeg har hørt, at hun fik frataget retten til at eksaminere, fordi karaktererne var så lave. Måske er det en and.
- Men vi fik lov at læse oprindelige latinske tekster. Hun og jeg havde et særligt forhold og fik en fælles humor og interesse i sproget. Mit problem var mit sind. Jeg skulle betages, før jeg gad. I hele 2.g havde vi i dansk fokus på modernisme, Strunge og lignende. Jeg fandt det enerverende kedeligt, så jeg læste Grundtvig og Kierkegaard og fik enormt dårlige karakterer, fordi jeg ikke kunne pensum.
- I idræt fik jeg 03, fordi jeg fandt det latterligt, at vi skulle lave noget, der hed ’Ultimate’, som reelt bare handlede om at kaste med en frisbee. Så jeg tog en grammatik-bog og sad og lærte verber udenad. Det har jo en vis afsmitning på gennemsnittet.
Politik
- Selv om jeg kun var otte-ni år, kan jeg huske Berlin-murens fald. Men det mest skelsættende var Danmarks nej til Maastricht i ´92. Jeg husker hele valgkampen. Min mor var engageret SFer og meget imod. Vi diskuterede meget, og jeg blev klart påvirket. Jeg deltog i diskussionen med mine lærere – ja, med alle, der gad diskutere med en 11-årig. Jeg var lykkelig, da det blev et nej.
- Det var en manifestation og en øjenåbner for mig, at man kunne tale imod the establishment. Jeg følte, at der var noget grundlæggende på spil, og op gennem 90erne spillede det en rolle, at verden ikke længere var bipolar, at sovjetimperiet, det store ideologiske monster, var brudt sammen. Men det var nok det lidt røde Sankt Annæ-miljø, der fik mig til at tage skridtet og melde mig ind i DF som 16-årig. Jeg tror nu, folk syntes, det var skønt, at der var én, der havde et meget andet synspunkt.
Tivoli
- Mit liv blev sat på hold, da jeg som 27-årig havnede på forsiden af BT for at have ’Hyldet Hitler i Tivoli’. Det er vel det værste, man kan blive beskyldt for, næstefter pædofili. Det ramte mig utrolig hårdt. Jeg mistede fuldstændig orienteringsevnen. Blev slået ud af kurs. Blev paranoid. Turde ikke tage telefonen. Turde ikke sove alene, så jeg sov hos kammerater, eller de sov hos mig. Få gode venner støttede mig.
- Søren Espersen fra DF var den rolige og faderlige myndighed, som jeg havde tæt forbindelse til. Det samme med Søren Søndergaard (pressechef i DF, red.). Pia prøvede at holde sig udenfor. Jeg tror, jeg fik nogle opmuntrende sms’er, men hun vidste jo heller ikke, hvad der var op og ned.
- Og så mødte jeg jo Dot, da vidnerne kom på banen. Så der var trods alt en lykkelig slutning. Dot er i dag en enorm inspiration for mig. I virkeligheden er det kun pressen, der skriver om vores alder. Jeg føler, at vi sjæleligt er meget tæt, har nærmest de samme tanker om livet og har stor fornøjelse af hinandens tilværelser. Jeg elsker at være her på Bakken, og Dot nyder at være med i Bruxelles.
- På nogle måder er Dot ung og levende, mens jeg siger ’skal vi nu ikke lige drikke en kop kaffe’. Nogle venner siger, at jeg er født 100 år for sent, så måske passer det meget godt.
Nutiden
- Det væsentligste i politik er oprigtighed. Ja, i livet. Derfor må folk tage mig, som jeg er. Jeg har ikke noget stort behage-gen, og det er ikke sådan, at jeg gerne vil elskes af alle. Jeg vil respekteres. Det væsentligste er, at jeg har ry for at kunne mine ting fagligt og sagligt. Så må folk gerne betragte mig som flamboyant eller vild. Folk er hjerteligt velkomne til også at hade mig, men det skal ske på et oplyst grundlag. De skal vide, hvad de ikke bryder sig om og kunne definere det.
- Det ærgrer mig, når jeg møder folk f.eks. her på Bakken, der føler et mishag ved min fremtoning og så ikke kan sætte ord på, hvad det er. Det undrer mig. Der er masser af politiske modstandere, jeg synes er nogle tølpere, men jeg ved præcis, hvorfor jeg ikke bryder mig om dem.
- Jeg insisterer på at være mig. Insisterer på, at jeg definerer, hvem Morten Messerschmidt er. Og hvis det så en dag betyder, at jeg ikke kan lave politik, så må det være sådan. Så har jeg heldigvis en eksamen, så kan jeg komme ud at administrere forældremyndighedsloven i en kommune.
