Skal han fortsætte som helikopterpilot eller 'bare' blive prins?

Der er ingen tvivl om, at hertugen af Cambridge, også kendt som prins William, elsker sit nuværende arbejde som helikopterredningspilot for RAF. Og at han også elsker det enkle og private liv han og Kate fører i den lille by, Anglesey, som ligger højt oppe i det nordlige Wales.

Her bor parret på et lidt afsidesliggende landsted sammen med deres cockerspaniel, Lupo langt fra familie og venner. Og selv om Kate altså er alene med hunden, har hun hidtil hygget sig, når William har sine 96 timer lange vagter.

Men nu hvor Kate er blevet gravid og oven i købet døjer med stærk kvalme og opkastninger, er det måske ikke en god ide, at parret bliver boende i det afsidesliggende Anglesey langt væk fra deres nære venner og familie. Og slet ikke hvis Kate er blandt de få kvinder, der kan lide af hyperemis gravidarum helt frem til slutningen af graviditeten.

Derfor må William og Kate gå i tænkeboks, inden deres barn bliver født til sommer, og beslutte sig for, hvordan Williams fremtidige karriere i RAF skal forløbe. For Kate synes måske heller ikke, det er særlig sjovt at tulle alene rundt med babyen i flere døgn, mens William er på arbejde.

Til The Telegraph.com siger en royal kilde, at når William er færdig med hans nuværende pligter i RAF næste sommer, vil han have tre muligheder.

Ifølge kilden kan William vælge at fortsætte sin karriere i RAF i yderligere to eller tre år, han kan fortsætte i en anden del af Englands væbnede styrker eller han kan helt opgive at være i aktiv tjeneste og i stedet koncentrere sig om at være arbejdende prins for det engelske kongehus.

Ifølge avisen kan William nemlig forvente, at hvis han beslutter sig for at forblive i aktiv tjeneste for RAF som helikopterredningspilot, at blive sendt til et andet afsidesliggende sted som Lossimouth i Skotland, der endog ligger meget længere væk fra parrets familie og venner end Anglesey gør.

Og nu hvor Kate er syg, kan hun let have mere brug for at have sin familie tættere på sig, så hun kan trække på den, når det gælder. Derfor kan det let tænkes, at William opgiver sin aktive tjeneste og at parret i stedet bosætter sig i London. Her har de i forvejen en lejlighed i Kensington Palace, hvor Williams afdøde mor, Diana, også boede efter skilsmissen fra prins Charles.

Men briterne forventer også, at William vil bruge en del - sågar det hele - af sin mødrene arv på 10 millioner pund til at købe et landsted, hvor parret kan nyde weekender og ferier.

I den forbindelse regner flere med, at parret formentlig vil finde et passende sted i nærheden af enten Berkshire, hvor Kates forældre bor. Eller at det bliver i nærheden af Highgrove, hvor prins Charles bor og hvor dronning Elizabeth ofte residerer i nærheden på sit yndlingsslot, Windsor Castle.