Mange kongelige er i disse dage et smut forbi London for at heppe på deres landsmænd, der forsøger at erobrer titlen som 'verdens bedste' i alverdens discipliner

Men det er ikke kun de almindelige borgere, som de kongelige hepper på. Flere benytter også lejligheden til at heppe på familiemedlemmer, der deltager i konkurrencerne.



Både det britiske og det danske kongehus har for eksempel deltagende repræsentanter med på hesteryg ved OL. Danske prinsesse Nathalie, der er datter af prinsesse Benedikte og prins Richard, deltager i dressur. Det gjorde prinsessen også ved det sidste OL i Beijing, hvor hun vandt en bronzemedalje. Prinsesse Nathalie og hesten Digby har dog endnu ikke været i ilden i London, da dressur-konkurrencen først begynder på torsdag.

Det britiske kongehus har derimod allerede haft deres stærkeste OL-kort på banen. Prinsesse Annes datter Zara Phillips deltager nemlig i military, som er en ridekonkurrence, der strækker sig over tre dage, hvor deltagerne konkurrerer i ridebanespringning, terrænspringning og dressur (sidstnævnte dog på et noget lavere niveau end de rigtige dressur-ryttere, som prinsesse Nathalie skal ride imod).



Militarykonkurrencens første dag var søndag, hvor deltagerne skulle ride dressur, og mandag var det så tid til terrænspringningen, mens der tirsdag springes ridebanespringning.

Under terrænspringningen fik rytterne og tilskuerne fint besøg af hele den yngre generation af det britiske kongehus. Prinserne William og Harry, der er fætre til Zara Phillips, mødte op for at støtte deres kusine. William havde naturligvis taget sin smukke hustre Kate med, og prins Charles kone Camilla var også at finde på tilskuerpladserne. Desuden var prinsesserne Eugeni og Beatrice også mødt op.



Og det kongelige slæng så bestemt ud til at nyde det gode vejr på udendørstribunen i Greenwich Park i London, hvor konkurrencen fandt sted. William og Kate strålede, mens hele rækken af kongelige jublede, da Zara Phillips kom på banen.




Zara Phillips gjorde da også fin figur. Hun klarede nemlig den svære terrænspringning, der ellers krævede flere alvorlige styr, i flot stil og kom ind på en 24. plads.

Men Zara Phillips har heller ikke sine talenter fra fremmede. Både hendes mor prinsesse Anne, og hendes far, Mark Phillips, har tidligere deltaget i OL. Hendes far vandt sågar holdguld i 1972.