Onsdag er der meldt om 'voldsomt vejr' over hele Danmark, og det kunne potentielt skabe en udfordring for dronning Margrethes sidste tur i guldkareten som regent torsdag. 

Som vejrudsigten ser ud lige nu, kan der komme sne onsdag, og derefter kan Dronningen se frem til regn og slud torsdag i København, når hun kører fra Christian IX’s Palæ på Amalienborg til Christiansborg Slot til sit sidste nytårstaffel som Danmarks regent. 

Kareten er bygget i 1840 til Christian 8. af Henry Fife.  Den er malet med 24 karat bladguld, og den bruges kun én gang om året. Det er, når Dronningen skal til nytårskur. 

Sådan så det ud, da dronning Margrethe sidste år tog turen i guldkareten.
Sådan så det ud, da dronning Margrethe sidste år tog turen i guldkareten. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Guldkareten er af ældre dato og bestemt ikke opvarmet. 

Dertil kommer, at den trækkes af seks heste, der skal gennem Københavns gader i noget ustadigt vejr. 

Men selvom det kan blive udfordrende, skal himmel og hav nærmest stå i ét med fire meter sne, før Dronningen overhovedet ville overveje ikke at tage karetturen.

Det fortæller tidligere ceremonimester for dronning Margrethe Christian Eugen-Olsen til B.T. 

»Der er ikke nogen chance for, at Dronningen ikke kommer til at tage den tur. Det er den sidste, hun skal ud på, og det er derfor ekstremt vigtigt for hende.« 

Han forklarer, at der ville skulle noget helt ekstraordinært til, hvis turen ikke skulle blive til noget.

»De vil gøre alt for, at denne her tur kan lade sig gøre. Selv hvis der må ligge sne, så vil det blive ryddet, så guldkareten kan komme frem. Kareten kan skam klare vind og vejr, og der er ingen tvivl om, at denne her tur skal klares.« 

TV 2 kan berette, at Dronningen kommer til at have en opvarmet plaid med sig i kareten, og at hestene vil være iført et skridsikkert underlag under hovene. 

Der er tale om en 15 minutters køretur, der både kommer forbi Marmorkirken og Kongens Nytorv.

Det er som bekendt Dronningens sidste tur i guldkareten som regent.

Fra 14. januar overdrager hun tronen til sin søn kronprins Frederik, der fremadrettet er Danmarks konge. 

Herunder kan du høre en særudgave af 'Kongehuset bag kulissen':