Statsadvokaten har tirsdag formiddag offentliggjort endnu en tiltale mod Marius Borg Høiby, og den indeholder nye, voldsomme detaljer.
Her er han blandt andet tiltalt for 'at krænke en andens fred ved truende eller chikanerende adfærd eller anden hensynsløs adfærd,' lyder det i tillægstiltalen, som B.T. er i besiddelse af.
I tiltalen beskrives det, hvordan hændelsen fandt sted søndag den 1. februar klokken 04.30 - altså blot to dage før, at retssagen mod Høiby startede.
Det fremgår, at han er tiltalt for at kalde den forurettede kvinde, som ifølge flere norske medier er den såkaldte Frogner-kvinde, for en 'utro luder', ligesom han skal have råbt, at han ville se hendes telefon.
Derefter skal han - ifølge tiltalen - have knust sin telefon foran hende og grebet fat i hende og døren, da hun ville forlade lejligheden.
Det resulterede i, at hun selv slog hovedet ind i døren, lyder det.
Anklageskriftet indeholder desuden passager om en kniv, men mens Høiby tidligere var sigtet for trusler med kniv, er han ikke tiltalt for det forhold.
Udover den truende adfærd er Høiby desuden tiltalt for brud på sit tilhold mod kvinden.
Høibys forsvarsadvokat Petar Sekulic oplyser til VG, at Høiby erkender de nye forhold.
Dagen før retssagen mod Marius Borg Høiby startede ved byretten i Oslo, kom det frem, at Høiby var blevet anholdt og sigtet for nye forhold.
Han blev herefter varetægtsfængslet, og det er altså de forhold, der nu har udmundet sig i en ekstra tiltale.
Dermed er Marius Borg Høiby i alt tiltalt for 40 forhold.
Han nægter sig skyldig i de alvorligste anklager mod ham, som blandet andet omhandler voldtægt og vold i nære relationer.
Den omtalte 'Frogner'-kvinde skal efter planen vidne i retten onsdag og torsdag.

