Der er uden overdrivelse kæmpe efterspørgsel på billetterne til dette års Royal Run.

De første mange startnumre blev udsolgt på ingen tid, og da der onsdag blev sat 7.500 ekstra til salg, var der derfor tryk på for at komme ind på Royal Runs hjemmeside. 

Til B.T. oplyser organisationen bag, at der var tale om 55.000 klik per minut på hjemmesiden, da billetterne kom til salg klokken 10.00.

Derfor var der altså også alt for mange, der gerne ville have et nummer til dette års kongeløb, end der var plads til. 

»Det er selvfølgelig glædeligt, at der er så mange, der gerne vil have en billet, men jeg kan også sagtens forstå, at det er en træls situation for dem, der ikke nåede at få en,« fortæller Jens Otto Størup, der er administrerende direktør DGI, der er med til at arrangere Royal Run. 

"Royal Run" 2023, Amalienborg, 29/05 2023 Kronprins Frederik Prins Christian Prins Vincent
"Royal Run" 2023, Amalienborg, 29/05 2023 Kronprins Frederik Prins Christian Prins Vincent Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix
Vis mere

Han forklarer, at man havde valgt at sætte de ekstra billetter til salg, efter der blevet målt op på de forskellige distancer, at der var plads til lidt flere løbeglade danskere. 

»Og det vigtigste er jo sikkerheden, så vi har desværre ikke plads til flere end dem, vi allerede har solgt billetter til.« 

Derfor kommer der altså heller ikke flere billetter til salg til dette års Royal Run. 

Flere oplevede, at der gik lang tid, hvor der ikke skete noget, da de prøvede at komme ind i køen på hjemmesiden. 

Det skriver flere danskere på Royal Runs Facebook-side. 

'Det her kø-noget fungerer jo slet ikke. Den melder fejl hele tiden man. Så har man et nummer, så kommer man ind, så ryger man af, så kommer man ind igen. Venter stadig på at komme igennem,' skriver en. 

'Kære Royal Run. Jeg har siddet klar siden klokken lidt i 10 og har ikke kunnet komme igennem. Da jeg endelig fik adgang til køen, var jeg nummer 4.919. Med al respekt har dette her været en frustrerende og utilfredsstillende oplevelse,' lyder det fra en anden. 

'Sikke et kaos,' lyder det fra en tredje. 

Og det kan Jens Otto Størup sagtens forstå frustrationen i. 

»Jeg kan godt forstå, at det er træls, når man har siddet og ventet, men der var simpelthen for mange mennesker til, at vi kunne imødekomme alle.«

Han er glad og stolt over, at så mange danskere kommer med til løbet. 

»Vi har gået og spøgt med, at der ville blive hurtigt udsolgt, men vi vidste ikke, det ville gå så stærkt. Nu glæder vi os meget til løbet, og det er klart, at det giver lidt ekstra, at vi nu har en konge, der løber med.«

I 2024 løbes der Royal Run i Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København. 

Kong Frederik har meldt ud, at han deltager i løbet.