Dronning Elizabeths længe ventede platinjubilæum skydes i gang torsdag. Londons gader har været mærket af den intensive forberedelse til det store show, der koster hundredvis af millioner af kroner i ugevis.

Der er opstillet barrierer og hegn i store dele af den indre by, og tusindvis af politi- og sikkerhedsfolk er udkommanderet for at sikre, at festdagene ikke ødelægges eller direkte saboteres.

I forbindelse med fejringen har briterne fået sig en ekstra fridag. Dette alene kommer til at stå den britiske stat i milliarder i form af tabt arbejdsfortjeneste.

Sikkerhedsapparatet kører i højeste gear. Der er som altid frygt for, at nogle få skal lykkes med at spænde ben for festen.

En dronninge-look-alike taler med et tv-hold på The Mall forud for weekendens store fejring.
En dronninge-look-alike taler med et tv-hold på The Mall forud for weekendens store fejring. Foto: Tolga Akmen
Vis mere

»Der er et kendt antal borgere, der er af den ene eller anden grund er usundt optaget af kongefamilien. Nogle af disse individer har vrangforestillinger om, at de tilhører kongefamilien eller af den ene eller anden grund bør være med til festen,« siger Philip Grindel, direktør for Difuse Global, en sikkerhedsorganisation, der arbejder med VIPs.

»De fleste af disse individer er allerede kendt af myndighederne, og der holdes særdeles godt øje med dem disse dage,« siger Philip Grindel til The Express.

Ifølge avisen The Mirror er der mindst 170 briter, der af samme grund mandsopdækkes disse dage. I årenes løb er det ved flere lejligheder lykkedes folk at trænge ind på både Buckingham Palace og Windsor Palace.

Der er også frygt for politisk motiveret ballade. Klimabevægelsen Extinction Rebellion har ved flere lejligheder med stor succes blokeret det indre London. Disse happenings er absolut fredelige, men næppe noget som arrangørerne ønsker skal stjæle overskrifterne, mens hele verden kigger med.

Det er dog ikke kun udefrakommende elementer, der kan stjæle showet. Prins Harry og Meghan Markle har meldt deres ankomst til London, for første gang sammen siden parret flyttede til Californien.

Dronning Elizabeth har ladet forstå, at hun gerne vil se sit oldebarn, Lilibet, og hun er rejst sammen med sin storebror Archie og far og mor til festen.

(COMBO) This combination of pictures created on October 29, 2021 shows the various colourful outfits worn by Britain's Queen Elizabeth II throughout the decades. Putting aside a biting inflationary crisis and doubts over the monarchy's future, Britons prepared on June 1, 2022 for four days of festivities to mark a record-breaking 70 years on the throne for Queen Elizabeth II. (Photo by AFP)
(COMBO) This combination of pictures created on October 29, 2021 shows the various colourful outfits worn by Britain's Queen Elizabeth II throughout the decades. Putting aside a biting inflationary crisis and doubts over the monarchy's future, Britons prepared on June 1, 2022 for four days of festivities to mark a record-breaking 70 years on the throne for Queen Elizabeth II. (Photo by AFP) Foto: STF
Vis mere

Parret har bevidst valgt at holde en lav profil. De vil deltage i ceremonien i St. Paul's Cathedral på fredag, men har valgt ikke at rejse med et stort følge.

Alligevel vil den britiske presses øjne utvivlsomt være fikseret på hver detalje omkring parret, der skabte enorm opmærksomhed i forbindelse med det kongehuskritiske interview med Oprah Winfrey.

Og så er der den skandaleombruste prins Andrew, der som bekendt for nylig har indgået forlig med Virginia Giuffre, der beskyldte prinsen for sexovergreb.

På trods af, at han er blevet frataget sine royale forpligtelser og reelt er persona non grata i det offentlige rum, så vil han også være at finde ved flere af de officielle begivenheder, der løber af stablen over sommeren.

Dette skulle være Elizabeths ønske, og både Harry og Andrews tilstedeværelse truer med at skabe uvelkommen høj søgang.

Lige nu gælder det dog de stort anlagte fire dage denne weekend med koncerter, parader og pomp og pragt.

Briterne plejer at være gode til at holde snor i begivenheder som denne, og ud over en blandet vejrudsigt er forventningen, at det store show og de mere end 30.000 gadefester over hele Storbritannien forløber festligt og uproblematisk.