Både prins Harry og hertuginde Meghan er klar til at bryde med alt, der hører til et royalt liv, fordi de ikke føler, de har et valg.

Det fortæller en af deres venner, journalisten Tom Bradby, som forklarer, at parret har følt, at de er 'blevet presset ud'.

Tom Bradby har lært parret at kende, efter han de seneste år har fulgt dem tæt i forbindelse med sit arbejde på ITV. Sidste år var det ham, der fulgte dem på deres rejse rundt i Afrika og talte med dem om de udfordringer, de har oplevet med at være i mediernes søgelys.

Ifølge People fortalte Tom Bradby torsdag aften i en udsendelse på ITV, at der er flere årsager til, at den britiske prins og hertuginde har besluttet, at de vil trække sig fra deres fremtrædende roller i kongehuset for i stedet at blive økonomisk uafhængige.

ARKIVFOTO af hertuginde Meghan og prins Harry.
ARKIVFOTO af hertuginde Meghan og prins Harry. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

En af årsagerne er parrets anstrengte forhold til medierne. En anden er, at man i det britiske kongehus fokuserer mere og mere på de direkte arvinger til tronen, prins Charles, prins William og prins George.

Og så er der den tredje årsag.

Ifølge Tom Bradby er den tredje årsag, at der er nogle 'virkelig dårlige personlige splittelser' i det britiske kongehus.

»Der har været en masse uoverensstemmelser. Der blev sagt en masse hårde ting på tidspunktet for brylluppet (Harry og Meghan blev gift i maj 2018, red.). Og det er gået for vidt. Resten af familien synes, at Harry og Meghan er meget vanskelige, og fra Harry og Meghans synspunkt er de blevet presset ud. Og det er trist,« forklarer journalisten ifølge People til ITV.

Ifølge Tom Bradby har stemningen i det britiske kongehus været mindre god, siden dronning Elizabeths højtrespekterede privatsekretær sir Christopher Geidt for to år siden angiveligt blev presset ud som følge af spændinger mellem dronningen og prins Charles.

Det var ifølge Tom Bradby Christopher Geidt, der længe havde stået for at udglatte spændingerne mellem Harry, William og deres far, men med hans afgang begyndte der er opstå kampe internt i familien.

»Nogle mener, at Harry og Meghan var for selvstændige, for besværlige, men deres venner mener, at de er blevet drevet ud. Dem, der er tæt på parret, siger, at hvis den royale familie skulle 'trimmes', så var dette det rigtige, hvis ikke eneste, skridt at tage,« fortæller Tom Bradby ifølge People.

Det var onsdag, at prins Harry og hertuginde Meghan på deres profil på Instagram oplyste, at de vil træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.