Vakte opsigt ved kisten: Derfor var Marius med
Den skandaleramte Marius Borg Høiby var med til at følge sin sted-bedstefars kiste til kapellet. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener B.T.s underholdningsredaktør.

Den skandaleramte Marius Borg Høiby var med til at følge sin sted-bedstefars kiste til kapellet. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener B.T.s underholdningsredaktør.

Marius Borg Høiby er en del af den kongelige familie.
Hvis nogen var i tvivl efter den seneste tids ballade om Mette-Marits søn, så kom beviset mandag eftermiddag, da kong Haralds kiste skulle flyttes til slotskapellet.
Her var den voldtægtsdømte Marius Borg Høiby nemlig med til at bære kongens båre gennem slottets sale.
Kongens kiste blev båret af den nye kong Haakon, prinsesse Märtha Louise, kronprinsesse Ingrid Alexandra og kongens øvrige børnebørn.
Og her fremgik det altså tydeligt, at Marius Borg Høiby bliver anset som et af kongeparrets børnebørn.
Mandag kom det også frem, at den nye konges stedsøn vil deltage i selve begravelsen 9. september.

Og det på trods af, at han i øjeblikket sidder i varetægt med fodlænke på godset Skaugum sydvest for Oslo. Han blev idømt fire års ubetinget fængsel, men dommen er blevet anket.
Selvom flere sikkert har spærret øjnene, da de så Marius Borg Høiby i processionen gennem slottet mandag eftermiddag, så kommer det ikke bag på B.T.s underholdningsredaktør, Fie West Madsen, at han er med.
»Vi har set, hvordan Marius har været en del af familien i sorgen. Lige fra besøget på hospitalet til sammenkomster på slottet. Derfor overrasker det mig heller ikke, at han er med til at bære kisten i dag,« siger hun og henviser til de sidste dage af kongens liv, hvor Marius Borg Høiby også var med til at tage afsked med ham.
Fie West Madsen ser også flere tegn i kong Haakons tale mandag på, at Marius – trods sin dom – er en del af den kongelige familie.

»Kong Haakon sagde, at det er vigtigt for ham, at familien står sammen i svære tider. Vi så et billede med Marius i baggrunden under talen, og Kongehuset udsendte billeder med kong Harald og hans børnebørn på Instagram i går, hvor Marius også var på.«
»Det er alt sammen med til at understrege, at Marius har en plads i familien,« siger underholdningsredaktøren.
De seneste måneder har det norske folk været dybt splittet og rystet over sagen om Marius, og retssagen mod ham har ført til historisk lav opbakning til monarkiet i Norge.
I juni blev Mette-Marits søn idømt fire års ubetinget fængsel for blandt andet to voldtægter og mishandling af en ekskæreste.

Dommen er efterfølgende blevet anket.
Men lige nu er situationen en anden, mener Fie West Madsen.
Lige nu bakker nordmændene op om kongefamilien og kan godt tolerere, at han er en del af familien.
»Jeg tror også, mange nordmænd accepterer det lige nu. Man forstår, at nok er det en kongefamilie, og der har været kriser og skandaler, men lige nu er det først og fremmest en familie i sorg.«