'Usædvanligt atletisk' kronprins Christian går verden rundt: ‘Aldrig før set i al sin pragt’
Kronprins Christians nye fødselsdagsbilleder har vakt opsigt i medier verden over, der kalder den kommende konge af Danmark for alt fra »overraskende« til »usædvanligt atletisk«.
Kronprins Christian ses for første gang i Den Kongelige Livgardes røde gallauniform på de nye gallaportrætter i anledningen af sin 21 års fødselsdag. Billederne er taget i repræsentationspalæet Christian VIIs Palæ på Amalienborg Slot. Foto: Kongehuset
Kronprins Christian fyldte 21 år torsdag, og i den anledning sendte det danske kongehus nye billeder ud af fødselaren, der for første gang kunne ses i Den Kongelige Livgardes gallauniform og med sin fornemme fødselsdagsgave Storkommandørkorset på brystet.
Den kommende konge af Danmarks fødselsdag er bestemt også blevet bemærket i medier verden over – der kalder kronprinsen for alt fra »overraskende« til »usædvanligt atletisk« og »særligt bjergtagende«.
Kronprins Christian har fået offentliggjort nye gallaportrætter i forbindelse med sin 21 års fødselsdag torsdag. Foto: Kongehuset
Ikke mindst i franske Point de Vue bliver den danske kronprins Christian rost til skyerne for at blive vist frem som »aldrig før set i al sin pragt« i anledningen af sin 21 års fødselsdag.
Omme på den anden side af jordkloden i australske 9honey bliver der i stedet som vanligt lagt vægt på, at det er »dronning Marys søn«, der fylder år.
Ikke mindst fokuseres der på, hvordan han for nylig i et interview i anledningen af sin fødselsdag afslørede, at han var flyttet fra sine kongelige forældre – dog blot i egen lejlighed på den kongelige residens Amalienborg.
Det er ikke mindst også fokus i amerikanske Hello! Magazines skriv om den 21-årige fødselar, hvor fødselsdagsbillederne også kaldes for »slående« – ligesom ligeledes amerikanske Town & Country kalder billederne af Kronprinsens »milepæl« for »særligt bjergtagende«.
Kronprins Christian har fået offentliggjort nye gallaportrætter i forbindelse med sin 21 års fødselsdag torsdag. Foto: Kongehuset
Også britiske Tatler kalder de militære billeder af den »kommende konge, der bliver mere og mere selvstændig« for »flotte«.
Men det australske magasin 9honey går altså skridtet videre og gennemgår den danske kronprins' livshistorie helt tilbage til dengang, dronning Mary og kong Frederik stolt kunne fremvise deres nyfødte førstefødte arving til tronen – som det i øvrigt bemærkes, hun kaldte for 'lillemand'.
I australske Womens Weekly bliver fødselaren kronprins Christian ligefrem kaldt for »halvt-australsk«, ligesom hans både fortid og fremtid som konge også endevendes i anledningen af den 21 års fødselsdag.
»Det er en kæmpe milepæl for ham, men også et betydningsfuldt øjeblik i hans rejse mod at blive konge,« hedder det sig her.
Kronprins Christians fødselsdagsbilleder plejer at være mindre formelle, såsom dette fra billedserien i anledningen af hans 20-års fødselsdag for et år siden. Foto: Kongehuset
Hos Svensk Damtidning fokuseres der ligeledes på de nye fødselsdagsbilleder, som »viser en forandring, der har fået folk til at reagere«.
For Kronprinsen er altså for første gang både i Den Kongelige Livgardes røde gallauniform, ligesom han ses med Storkommandørkorset, han blev tildelt af kong Frederik i anledning af fødselsdagen.
Netop den »yderst eksklusive« og »særlige gave« er det, som det internationale nyhedsbureau Reuters, det norske medie VG og det spanske nyhedsmedie Vanitatis fremhæver – og altså mener peger på, at Kronprinsen »gradvist har indtaget en mere fremtrædende offentlig rolle som kommende konge«.
I tyske Gala hedder det sig ligefrem, at den danske kronprins »overrasker« med billederne, hvor han for første gang har uniformen på.
ARKIV. Prins Henrik holdt i sin venstre hånd barnebarnet prins Christian, der siden er blevet kronprins, under sommerferien på Gråsten Slot i 2015. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Her fremhæves det, hvordan kronprins Christian »ikke har tiltrukket sig opmærksomhed gennem skandaler eller adfærdsproblemer«, og at han, ligesom resten af sin kongelige familie, er »usædvanligt atletisk«.
Også i det tyske magasin Bunte fremhæves »overraskelsen« ved de nye fødselsdagsbilleder.
Men her er det altså »de følelsesladede detaljer« ved Kronprinsens medaljer på brystet af uniformen – der skal mindes og erindre store begivenheder i den kongelige familie, herunder hans farfar prins Henriks bortgang – der lægges vægt på.
Den skjulte hyldest til prins Henrik har B.T. ikke mindst gennemgået. Læs mere om det HER.