Det kan være svært at holde styr på sine oldbørn, når man har otte af slagsen.

Det måtte det kongehus sande, da de torsdag ønskede prins Louis tillykke med de to år.

'Tillykke til prins Louis. Hans kongelige højhed er Dronningens syvende oldebarn. I dag fylder han to år!,' lød det i et Twitter-opslag fra den britiske kongefamilie.

I opslaget kunne man se to billeder af prins William og hertuginde Kates yngste barn, som hertuginden selv havde taget.

Problemet er bare, at prins Louis ikke er Dronningens syvende oldebarn, som det står i opslaget. Han er kun nummer seks.

Nummer syv er til gengæld Lena Elizabeth Tindall, som kom til verden i juni 2018 - få måneder efter prins Louis.

Lena Tindall er datter af Zara Tindall, som igen er datter af dronning Elizabeths datter, prinsesse Anne.

Det ottende og senest ankomne oldebarn er prins Harry og hertuginde Meghans etårige Archie. Herudover er dronning Elizabeth oldemor til Savannah på ni, Isla Philips på otte, prins George og Mia Tindall på begge seks år og prinsesse Charlotte på fire.

Prins Louis fejrede sin fødselsdag på landstedet Anmer Hall i Norfolk, hvor han er i corona-karantæne med sine forældre og to ældre søskende.

Her har han, som man kan se på billederne, blandt andet fordrevet tiden ved at male regnbue-plakater.

Dermed støtter han op om den trend, der de seneste uger har spredt sig i Storbritannien, hvor skolebørn har klistret hjemmelavede regnbuer i vinduerne for at sprede håb og holde skoleånden ved lige, mens de britiske skole er lukkede.

Prins Louis kunstværk hang desuden i vinduet, da familien sammen med resten af briterne torsdag aften i fællesskab klappede af landets sundhedspersonale, skriver The Sun.