Prins Henrik er blevet groft mobbet, fastslår tidligere hofreporter, Bodil Cath.

For farverige strømper, forkerte bukser eller luddoven og ligeglad med danskerne.

Den ondsindede sladder og medieomtale af Prins Henrik kender ingen grænser, siger tidligere hofreporter ved B.T., Bodil Cath.

Og hun giver Kronprins Frederik ret i sin kritik af danskerne og de danske mediers behandling af hans far.

- Jeg synes, det er rigtig fint, at kronprinsen giver os en lille opsang. For det er rigtigt, Prins Henrik er blevet mobbet urimelig meget. Det er fuldstændig uhørt, for manden har levet langt størstedelen af sin liv i Danmark, men han er ikke blevet anerkendt, siger hun og uddyber:

- Med Dronningens ord, vil jeg sige, at han har været offer for "dumsmarte bemærkninger".

"En kvik rubrik"

Især langer Bodil Cath ud efter medier som Ekstra Bladet og Se & Hør som de største syndere. Men hun må også ransage sig selv, for hun har også bevæget sig på grænsen.

- Jeg har også været med på vognen i den forstand, at jeg måske nok har lavet en lidt for kvik rubrik (overskrift i en artikel, red.). Det må man finde sig i når man som kongelig stikker snuden frem. Men det er aldrig kommet til ondskabsfuld personforfølgelse, som han har været udsat for i nogle sammenhænge, siger den nu pensionerede hofreporter, der i dag er forfatter og foredragsholder.

Prinsgemalen betroede sig til mig

Bodil Cath har også i sin egen bog kritiseret danskernes indstilling til monarkens husbond. Og hun husker det sidste interview, hun lavede med ham. Her berørte de netop, hvordan han følte sig velkommen i Danmark.

- Jeg føler mig som 100 procent dansker, svarede han. Men det som havde betydning var ikke, hvordan han selv så på sig som dansker. Det var hvordan andre så på ham, fortæller Bodil Cath.