Chefredaktøren for Her & Nu trækker historie om, at prinsesse Marie angiveligt skulle have fået foretaget en brystoperation tilbage for at beskytte sine kilder

Erling Tind, der står i spidsen for ugebladet Her & Nu, bringer i dag en berigtigelse inde i bladet, der forklarer, at prinsesse Marie ikke har fået lavet nye bryster i Litauen, som det ellers blev beskrevet d. 30 september i år.

Kongehuset udsendte tirsdag en pressemeddelelse om, at prinsesse Marie ikke har fået en brystoperation. Det har de gjort, efter ugebladet Her & Nu smed noget af en bombe. Prinsesse Marie skulle angiveligt have fået opereret sine bryster større på en klinik i Litauen.

Bladet har i detaljer forklaret, hvordan prinsessen ankom til klinikken, hvad hun fik lavet, og hvornår hun tog derfra. Men oplysningerne trækker de nu tilbage, efter kongehuset har udsendt et dementi. Chefredaktøren beklager at have viderebragt de usande oplysninger, men forklarer overfor BT, hvorfor man skrev historien:

»Vi har jo snakket med nogle kilder, som er ansat på klinikken, og som vi har verificeret rent faktisk er ansat, og som i detaljer har fortalt os, hvad der foregik på klinikken. Derfor har vi ikke haft nogen grund til at tro, at der skulle være ugler i mosen,« siger Erling Tind.

Kontaktet af kongehuset

Han forklarer, at kongehuset allerede dagen efter, at artiklen blev bragt, kontaktede Her & Nu med henblik på at få berigtiget historien:

»Da vi bliver kontaktet af kongehuset, tager vi igen kontakt til vores kilder, og de fastholder historien. Og vi vil jo til enhver tid beskytte vores kilder, derfor kan vi ikke uden at afsløre, hvem de er, føre bevis for, at vores påstand er rigtig. Derfor er det også en principiel beslutning, der gør, at vi hellere vil trække historien tilbage end at afsløre vores kilder. Folk skal vide, at når de fortæller noget til os, så fortæller vi ikke videre, hvem de er,« siger Erling Tind.

Han understreger, at det er første gang i 18 år, at bladet er nødsaget til at bringe en berigtigelse.