Over flere dage fejrede den norske prinsesse Märtha Louise sit bryllup med den amerikanske shaman Durek Verrett tilbage i august.

Men nu viser det sig, at flere virksomheder står tilbage med ubetalte regninger efter det royale bryllup – og et enkelt tilfælde har været så grelt, at prinsessen er blevet meldt til inkasso.

Det skriver norsk Se & Hør.

Efter det royale bryllup i naturskønne Ålesund og Vestlandet for tre måneder siden, er der nemlig flere fra det lokale erhvervsliv, der her tre måneder senere stadig mangler for samlet set for godt 640.000 danske kroner.

»Det føles simpelthen som om prinsessen er stukket af fra regningen,« lyder det fra en af virksomhederne, der ønsker at være anonym.

Gældskravene er opført og sendt til prinsesse Märtha Louises enkeltmandsvirksomhed Prinsesse Märtha Louise Kulturformidling.
Gældskravene er opført og sendt til prinsesse Märtha Louises enkeltmandsvirksomhed Prinsesse Märtha Louise Kulturformidling. Carina Johansen/EPA/Ritzau Scanpix

Tilmed skulle der være gjort inkassokrav i størstedelen af gælden, som i norske kroner beløber sig til omegnen af en rund million.

Det er det lokale lydfirma ved navn LYD AS, der har stået for alt det tekniske med lyd og lys til hele brylluppet, som for nylig har sendt den norske prinsesse til inkasso.

Flere virksomheder skulle desuden afvente at kunne udsende rykkerskrivelser til prinsessen.

De forskellige gældskrav, som det norske ugeblad har set, er opført og sendt til prinsesse Märtha Louises enkeltmandsvirksomhed Prinsesse Märtha Louise Kulturformidling.

Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett fejrede deres bryllup i fire dage. Selve bryllupsceremonien og festen stod ved det historiske Hotel Union i Geiranger.
Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett fejrede deres bryllup i fire dage. Selve bryllupsceremonien og festen stod ved det historiske Hotel Union i Geiranger. Cornelius Poppe/AFP/Ritzau Scanpix

Andre virksomheder beretter om, at der krævede overtalelse og forhandling, før de fik deres penge.

Overfor Se & Hør forklarer prinsesse Märtha Louises manager Carina Scheele Carlsen, at alt er i skønneste orden, selvom det tager tid at få betalt alle regningerne fra så stor en fest.

»Som ansvarlig aktør ved et så stort arrangement er det vores pligt i samarbejde med vores rådgivere at gennemgå alle fakturaer og sikre, at de er i overensstemmelse med de indgåede aftaler. I nogle få tilfælde vil det tage noget tid, men der er ingen dramatik involveret,« lyder det korte svar.

Det vakte også opmærksomhed, da det kom frem, hvor meget hver enkel af de omtrent 300 bryllupsgæster selv har måttet betale for at deltage – herunder for drinks under festlighederne. Læs mere om det HER.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.-podcasten 'Kongehuset bag kulissen', der senest handlede om en endnu større skandale i det norske kongehus.