TV 2-analytikeren Mirco Reimer-Elster fik sig noget af en overraskelse, da han tirsdag mødte kong Frederik og dronning Mary på Flensborghus. 

Både Kongen og dronningen kunne nemlig genkende ham og ville snakke med ham om noget helt andet end det danske mindretal i Sydslesvig. 

Det fortæller Mirco Reimer-Elster til B.T. 

Se videoen, hvor Kongeparret kommer ud fra Flensborghus og sætter et par ord på turen. 

Når han ikke bedriver USA- og Tysklandsanalyse på TV 2, er han blandt andet formand for Grænseforeningen.

Og det var i den forbindelse, at han var inviteret med til Flensborghus, hvor en række repræsentanter fra det danske mindretal i området skulle møde Kongeparret under deres tiltrædelsesbesøg i Tyskland. 

For selvom Mirco Reimer-Elster ofte er på skærmen, går han ikke bare og tror, at Gud og hvermand ved, hvem han er. 

»Jeg havde ikke regnet med, at de kunne genkende mig. Jeg synes jo ikke selv, at jeg er noget særligt,« siger Mirco Reimer-Elster til B.T. under en telefonsamtale i sin bil på vej væk fra Flensborghus. 

Kong Frederik og dronning Mary har mandag og tirsdag været på tiltrædelsesbesøg i Tyskland. 
Kong Frederik og dronning Mary har mandag og tirsdag været på tiltrædelsesbesøg i Tyskland.  Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Men det stod altså hurtigt klart, at det gjorde Kongeparret. Og de ville gerne snakke med ham om det valg, der optager store dele af verden lige nu – nemlig det forestående præsidentvalg i USA. 

»Jeg kan godt afsløre, at vi primært snakkede om det amerikanske valg. De sagde jo det samme som mange andre danskere siger. At det er tæt og svært at forudse, hvem der vinder,« siger Mirco Reimer-Elster. 

Først skulle han byde Kongeparret velkommen ved døren. Og allerede her gav kong Frederik udtryk for, at han godt kunne genkende Mirco Reimer-Elster for andet end sit arbejde i Grænseforeningen. 

»Kongen sagde allerede der til mig: 'Nå, du er ikke på tv i dag.' Og senere da de kom hen Grænseforeningens bord, var det også valget, de ville snakke om,« siger Mirco Reimer-Elster. 

Ifølge ham var det ikke holdningstilkendegivelser eller forhåbninger for valget, der blev drøftet under samtalen med Kongeparret. 

Det var Mirco Reimer-Elsters første møde med kong Frederik og dronning Mary. Et møde han egentlig havde troet, han ville tage med ophøjet ro, men det var ikke helt tilfældet. 

»Jeg troede ikke, jeg ville være nervøs. Jeg skulle jo stå på en linje med 11 andre, hvor jeg tilmed var den sidste, men da vi ankom til Flensborghuset og så den store opbakning udenfor, der blev jeg meget rørt,« siger han og fortsætter: 

»Det gik op for mig, hvor meget det betyder for det danske mindretal og for Sydslesvig.« 

Kongehuset bag kulissen

Kronprins Christian fylder 19 år den 15. oktober. I den anledning kigger 'Kongehuset bag kulissen' tilbage på hans første år som myndig. Kronprinsen får både ros og en løftet pegefinger, for hvor langt kan man gå, når man er Danmarks kronprins? Lyt med denne uge og hør eksperternes vurdering af kronprins Christians styrker pg svagheder og hør, hvorfor de mener, at han er anderledes robust end sin far. Vært: Silla Bakalus, B.T.s kongehusreporter Gæst: Thomas Larsen, Kongehuskommentator Gæst: Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver Producer: Jens Marott Rasmussen Programansvarlig:Laura Abildgaard Hellensberg Vil du have flere royale nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet ‘Kongehuset bag kulissen’ fra Silla Bakalus, så får du hver uge de vigtigste royale nyheder. See omnystudio.com/listener for privacy information.