Dronning Margrethe havde kun været regent i et par år, da hun i slutningen af 70erne noget uventet dukkede op i den butik, Benedicte arbejdede i.
Det deler hun som sit bedste minde med den snarligt afgående regent til B.T.
'Jeg var ansat i Holmegaards Glas' butik på Østergade, da Dronningen kom susende ind i butikken, mens jeg hjalp et par amerikanske turister med at vælge deres varer,' skriver hun.
Det noget uventede royale besøg fik både hende, men også turisterne til at spærre øjnene op.
'De to tabte underkæben og stirrede, mens den ene hviskede 'is that the Queen (er det Dronningen, red.)? Det er sjovt at tænke på, hvor lidt sikkerhed, der var nødvendigt dengang,' fortæller Benedicte, og mindes at den nærmest nyudklækkede dronning kun havde en enkelt sikkerhedsvagt med sig.
På de snart 52 år Dronningen har siddet på tronen, har mange danskere stødt på regenten. Ofte i helt almindelige hverdagssituationer.
Det var også tilfældet for læseren Janes mor, der engang måtte komme dronning Margrethes tidligere rygetrang til undsætning.
'Min mor delte en smøg med hende oppe ved Hørsholm kirke i sin tid, da hun havde glemt sin taske,' skriver hun.
Og så er der dem, hvor Dronningen har haft en særlig betydning, selvom de aldrig personligt har mødt hende.
For da prinsesse Margrethe blev regent i 1972 valfartede tusindvis af danskere til kroningen for at få et glimt af den nye dronning.
På en af de forreste rækker stod Solvej med en mand, hun netop havde mødt på et overfyldt tog til København.
Om det var ventetiden i kulden, der fik de to til at forelske sig, er uvist, men i dag har de fejret guldbryllup, deler hun.
Søndag 14. januar abdicerer dronning Margrethe efter 52 år som regent, og Danmark får en ny konge.
Du kan følge med i tronskiftet live på B.T. HER, hvor du selvfølgelig også kan dele dit bedste minde med Dronningen.
Kan du ikke få nok af det royale? Så lyt med i B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen', der i dette afsnit kommer ind på danskernes opbakning til tronskiftet, og om den kommende konges noget omdiskuterede besøg i Spanien kommer til at få en betydning, her:
