Trods sygdom og høj alder: Kong Harald vil ikke abdicere
Den norske konge har ingen planer om at følge dronning Margrethes eksempel og forlade tronen, mener flere norske eksperter.

Den norske konge har ingen planer om at følge dronning Margrethes eksempel og forlade tronen, mener flere norske eksperter.

Alder er ingen hindring på arbejdsmarkedet.
I hvert fald ikke, hvis man er royal.
Trods sine næsten 90 år er der intet, der tyder på, at den norske kong Harald er på vej på pension.
Både kongen og dronning Sonja har de seneste år døjet med sygdom og dårligt helbred, men norske eksperter anser det som noget nær utænkeligt, at kongen vil abdicere og overlade tronen til sin søn, kronprins Haakon.
Dagbladet har blandt andet talt med Caroline Vagle, som er kongehusekspert på den norske udgave af Se og Hør.
Hun hæfter sig ved, at kongen selv ved flere lejligheder har udtalt, at han bliver »til den bitre ende.«

»Han har ganske vist sagt, at han har en aftale med sine børn om, at de skal give et hint den dag, de tror, han er blevet fuldstændig vanvittig. Så han har tydeligvis tænkt sig at lytte til gode råd, hvis Haakon eller Märtha sætter foden ned,« siger hun og tilføjer, at der ikke er noget, der typer på, at det vil ske.
Selvom mange nordmænd sikkert godt kunne unde den aldrende monark at han kunne nyde sit otium, så mener Vagle, at det netop er kongens mange pligter med møder og rejser, der holder ham i gang.
Og så betyder det naturligvis også noget – understreger hun – at situationen i den yngre del af kongefamilien er »vanskelig.«
I den forgangne uge kom det frem, at kongens svigerdatter, kronprinsesse Mette-Marit, har fået en lungetransplantation.

Hun har været alvorlig syg af lungefibrose i flere år.
Nogenlunde samtidig blev hendes søn fra et tidligere forhold, Marius Borg Høiby, idømt fire års fængsel for voldtægter og vold i nære relationer.
Også Tove Taalesen, kongehusekspert hos Nettavisen og tidligere ansat ved hoffet, er overbevist om, at kongen bliver på tronen til sin død.
Hun peger dog på, at hun er sikker på, at kongen og kronprinsen har talt om, hvad de stiller op, hvis kong Harald en dag ikke er i stand til at varetage sine opgaver.

Kongen tilhører nemlig en generation, hvor regentansvaret ikke er et job, man kan sige op, men en position, man har, indtil man dør, understreger Taalesen.
»Samtidig har kongen selv sagt, at han er konge, så længe hans helbred og sind holder, og at han har en dialog med kronprins Haakon om dette. Selvom han er langt over pensionsalderen, er der intet, der tyder på, at han ikke er egnet til opgaven i dag.«