Kronprinsens ulykke er ikke den første i de royale kredse. Flere medlemmer af kongehuset er gennem årene kommet alvorligt til skade. BT har set nærmere på de tidligere hændelser.

Kronprins Frederik kom torsdag slemt til skade, da han under en trampolinulykke pådrog sig et brud på sin halsrygsøjle. Ulykken skete under private forhold, og Prins Christian så det ske.

Hoffet meddeler, at Kronprinsen skal bære en halskrave i cirka 12 uger frem, og at man derefter forventer, at han er kommet sig over skaden.

Kronprinsens ulykke er dog langt fra den første i det danske hus. Flere medlemmer af kongehuset har tidligere brækket knogler i kroppen – og særligt én ulykke var så alvorlig, at den var ved at ændre arvefølgen.

2015 – Ridetur resulterede i brækket arm

I juli 2015 gik det galt for lille Prinsesse Josephine, da hun brækkede armen i en rideulykke. Det resulterede i en tur til først skadestuen på Aabenraa Sygehus, hvorefter hun blev sendt videre til Odense Universitetshospital. Den lille prinsesse måtte derefter i en periode have sin arm i gips, men ser efterfølgende ud til at være kommet sig uden de store mén.

2013 – Felix måtte syes med ti sting

Den dengang 10-årige Prins Felix kom slemt til skade under en badeferie i Tyrkiet i 2013 og måtte syes med ti sting i den ene læg:

»Jeg vil kategorisere det som en almindelig sommerskade. Det sker, og det vil ske igen, og det er sket for os alle sammen. Og det er ikke sidste gang. Han rev sig på noget, og så passede vi lidt ekstra på, og han blev behandlet på hospitalet, men ikke indlagt,« sagde prins Felix' far, prins Joachim, til ugebladet Her og Nu efterfølgende.

Lille prinsesse Josephine brækkede armen i 2015.
Lille prinsesse Josephine brækkede armen i 2015. Foto: Henning Bagger
Vis mere

2010 – Nærkontakt med dør

Prins Nikolai har også været på den royale skadesliste. Det skete, da han tilbage i 2010 løb lidt for vildt rundt på en sushi-restaurant på Østerbro, hvor han spiste frokost med sin mor. Undervejs overså han nemlig en glasdør, som sendte ham blødende i gulvet, har Ekstra Bladet beskrevet.

2009 – Kronprinsen måtte gå med krykker

Kronprins Frederiks ulykke på trampolinen er ikke den første af slagsen for tronarvingen. I 2009 kom han til skade, da han legede på en kælkebakke i Schweiz med Prins Christian og Prinsesse Isabella, hvorefter han fik en revne i lægbenet. Det førte til, at kronprinsen måtte opereres og efterfølgende måtte han både have benet i gips og gå med krykker.

2008 – Prinsessens skiulykke

Og også Prinsesse Benedikte er med på holdet af kongelige, der er kommet til skade. Under en skitur i 2008 blev hun løbet ned af en anden skiløber, hvilket førte til, at hun fik beskadiget hoften og iskiasnerven.

Kronprins Frederiksen har gået med krykker efter en kælkeulykke med sine børn.
Kronprins Frederiksen har gået med krykker efter en kælkeulykke med sine børn. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

2001 – Dronningens brækkede ribben

Lige efter jul i 2001 var det Dronning Margrethe, der stod for årets stunt i de royale gemakker. Det skete, da hun faldt i hjemmet på Marselisborg Slot ved Aarhus og brækkede et par ribben i venstre side.

»Ved en røntgenundersøgelse på Århus Kommunehospital har man konstateret, at bruddet er ukompliceret, men dronningen vil være noget hæmmet i sine aktiviteter i de næste uger«, fortalte hofmarskal Søren Haslund- Christensen dengang ifølge Politiken.

Tidligere samme år havde dronningen iøvrigt forstuvet sin ankel ved et fald.

1988 – Tronfølgen kunne være ændret

Et af de værste og potentielt farligste kongelige stunts stod Kronprins Frederik og lillebror Prins Joachim for, da de i august 1988 kørte galt nær forældrenes vinslot i Cahors i Sydfrankrig.  Det var den dengang 19-årige Prins Joachim, der sad bag rattet. Og det kunne være endt helt galt.

Prins Joachim ville undvige en modkørende bil, men mistede kontrollen over sin Peugeot 205, der rullede ned ad en skrænt. På bagsædet sad Kronprins Frederik med vennen Peter Heering.

»De to bagsædepassagerer blev slynget ud, og den ene landede i et brombærkrat med ryggen forrest. Bilen blev totalskadet, men vi var svineheldige. Vi slap samlet set med et brækket kraveben, et par bøjede ribben og torne forskellige steder. Den oplevelse sidder stadig i mig. Det er så lidt, der skal til,« udtalte Prins Joachim i 2015 til Euroman om ulykken.

Der var alvorlige miner hos kongefamilien, efter kronprins Frederik og prins Joachim i 1988 sammen havde været involveret i en trafikulykke.På billedet ses de brødebetyngede unge mænd, der skulle stå til ansvar for både deres forældre og pressen.
Der var alvorlige miner hos kongefamilien, efter kronprins Frederik og prins Joachim i 1988 sammen havde været involveret i en trafikulykke.På billedet ses de brødebetyngede unge mænd, der skulle stå til ansvar for både deres forældre og pressen. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Kronprins Frederik var den af de tre, der brækkede kravebenet. Men bilen var tæt på at rulle ned i en flod, og der var derfor nærmest et mirakel, at arvefølgen ikke blev ændret den skæbnesvangre dag,

1974 – Dronningens fald

Allerede i 1974 lærte Dronning Margrethe, at der giver stor bevågenhed, når en dronning falder. Det skete, da hun lavede sit ’berømte’ rullefald under Rebildfesten, har Ekstra Bladet beskrevet. Den dengang 34-årige styrtede simpelthen ned ad en trætrappe og røg direkte på næsen. Og hun tabte endda sin velkomstbuket i faldet. Det meldes dog ikke om, at dronningen skulle være kommet til skade ved uheldet.