Ugebladet var hurtigt ude, og det sikrer dem retten til at bringe billeder af den topløse hertuginde af Cambrigde

Danmarks sladderugeblad nummer ét, Se og Hør, bringer i morgen de meget omtalte billeder af den kommende engelske dronning, Kate, der optræder topløs.

Billederne blev taget, mens Kate og husbonden, Prins William, var på ferie i Frankrig, og så sent som i går dømte fransk domstol det franske magasin 'Closer', som var de første til at bringe billeder.



Men selvom der er nedlagt fogedforbud mod, at billederne videresælges og gentrykkes, så fylder de alligevel et 16 sider langt tillæg ud i morgendagens Se og Hør. Chefredaktør Kim Henningsen forklarer onsdag morgen til BT hvordan.

- Vi har ikke omgået fogedforbuddet på nogen måde, for vi har fået billederne i meget, meget god tid og inden, der blev nedlagt fogedforbud. Så vi bryder ikke lovgivningen, siger Se og Hørs chefredaktør.



Kim Henningsen kalder prisen for billederne en forretningshemmelighed, men vil gerne fortælle, at ugebladet har været i besiddelse af billederne i 'tre-fire dage'. Og han understreger, at der selvfølgelig har været etiske overvejelser, før bladet gik i trykken.

- Selvfølgelig har vi haft etiske overvejelser, for det har vi altid. Men man kan sige, at det har været lettere i denne sag i og med, at der er tale om udenlandske personer, som ikke læser Se og Hør, siger Kim Henningsen.


- Min primære grund til, at vi bringer billederne, er, at når man er kendt og kongelig, så ved man, at der er en chance for at vi eller andre som os følger med hen, hvor man er, og så må man forvente at komme i Se og Hør, når man gør som de gør, siger Kim Henningsen.

Se og Hør er det eneste danske medie, der har lov til at bringe billederne. Ugebladet og dertilhørende særtillæg udkommer i morgen. Særtillægget er kun tilgængeligt i printudgaven.