Det går ikke særligt godt for prinsesse Maries tidligere hofdame Britt Siesbye.
Det har tidligere været fremme, at hun har tjent millioner på sin webshop Stilkompagniet, som er blevet anmeldt til Forbrugerombudsmanden for at sælge kinesisk discounttøj med webshoppens mærke påsyet.
Noget kunne tyde på, at kunderne har fået nok af virksomheden, skriver Se og Hør.
Det seneste regnskab for Le Zest, som står bag Stilkompagniet, viser nemlig en markant tilbagegang i indtjening, overskud og egenkapital.
Privat er 51-årige Britt Siesbye gift med prins Joachims nære ven Oscar Davidsen Siesbye, og i regnskabet pakker hun ikke skuffelsen ind over resultatet, som hun kalder 'utilfredsstillende' i ledelsesberetningen.
Indtjeningen i perioden 1. juli 2024 til 30. juni 2025 faldt med 36 procent – fra 3,7 millioner kroner til knap 2,4 millioner kroner.
Overskuddet efter skat styrtdykkede fra 1,7 millioner kroner til blot 28.000 kroner, hvilket svarer til et fald på 98 procent.
Samtidig blev egenkapitalen reduceret markant fra godt 2 millioner kroner til 228.788 kroner. Det betyder, at 89 procent af formuen er forsvundet på bare ét år.
Resultatet betyder, at Britt Siesbye og Le Zest øvrige ejere ikke hæver noget udbytte.

