Den landskendte plejehjemsleder Thyra Frank viste fredag dronning Silvia og prinsesse Benedikte hjemmet på Frederiksberg.

- Selv om man bliver gammel, skal man jo ikke kede sig ihjel, vel? Det er plejehjemsleder Thyra Franks motto.

Hun blev landskendt, da DR for nogle år siden portrætterede hende i tv-programmet "Ildsjæle", og siden har hun holdt utallige foredrag.

Et af dem hørte dronning Silvia i februar på Silviahjemmet i Stockholm, og Thyra Franks smittende humør og entusiasme gjorde så stort et indtryk på den svenske dronning, at hun fredag eftermiddag sammen med prinsesse Benedikte kom for at se Thyra Franks plejehjem, Lotte på Frederiksberg.

- Det er en meget stor ære, og vi har alle sammen glædet os helt vildt til denne dag, sagde Thyra Frank, mens hun ventede på de royale gæster.

Dronning Silvia fandt besøget meget interessant, fortalte hun fredag aften på en pressekonference i Malmø.

- Det er som et hjem, hvor beboerne har nær kontakt. De må tage en øl, hvis de vil, og det er med til at højne livskvaliteten, sagde hun.

/ritzau/