Lyt til artiklen

Thailands konge har fyret sin officielle elskerinde, kort tid efter hun blev indsat.

Det er ikke mere end tre måneder siden, 34-årige Sineenat Wongvajirapakdi blev indsat som kong Maha Vajiralongkorns såkaldte 'Chao Khun Phra' - i folkemunde kendt som hans officielle elskerinde - ved en storstilet ceremoni, hvor hun blandt andet kyssede den 67-årige konges fødder, mens han sad på en guldtrone med sin hustru ved sin side.

Og det er netop på grund af hustruen, den 41-årige tidligere stewardesse, dronning Suthida, at Sineenat Wongvajirapakdi er blevet fyret.

Hun har nemlig 'modarbejdet Dronningen for at styrke sine egne ambitioner', lyder det i en pressemeddelelse, hvor hun også beskyldes for 'illoyalitet over for Kongen', skriver Daily Mail.

Kong Maha Vajiralongkorn og Sineenat Bilaskalayani under hendes officielle indsættelse som kongens elskerinde.
Kong Maha Vajiralongkorn og Sineenat Bilaskalayani under hendes officielle indsættelse som kongens elskerinde. Foto: HANDOUT
Vis mere

Hvad Sineenat Wongvajirapakdi præcis har gjort nævnes ikke. Blot at hun har udnyttet sin position til at fremme sig selv og forsøgt at hæve sig selv til Dronningens status.

'Den kongelige gemalinde Sineenat er utaknemmelig og opfører sig på måder, der gør, at hun får frataget sine titler. Hun er ikke tilfreds med titlen, der er blevet hende skænket, og gør alt for at stige til Dronningens nuveau,' står der.

Sineenat Wongvajirapakdi er den første i hundrede år, der får titlen Chao Khun Phra. Hun er uddannet pilot, militærsygeplejerske og bodyguard.

Hun har nu fået frataget sin militære rang, medaljer og hæderstegn samt sine royale titler.

Sineenat Wongvajirapakdi er den første i hundrede år, der får titlen Chao Khun Phra. Hun er uddannet pilot, militærsygeplejerske og bodyguard.
Sineenat Wongvajirapakdi er den første i hundrede år, der får titlen Chao Khun Phra. Hun er uddannet pilot, militærsygeplejerske og bodyguard. Foto: HANDOUT
Vis mere

Den 67-årige konge er i Thailand kendt som 'Playboy-kongen' grundet sine fire tidligere ægteskaber og festlige fortid.

I 2014 gik en privat video viralt, hvor den daværende kronprins Maha Vajiralongkorn og hans daværende kone synger fødselsdagssang og spiser kage til ære for deres puddelhund Foo Foo til lyden af 'Against All Odds' med Phil Collins og senere den blide saxofon fra George Michaels ’Careless Whisper’.

I videoen optræder hustruen i intet andet end en lille g-streng og spiser, sammen med hunden Foo Foo, lagkage af en hundeskål.

I juli 2016 offentliggjorde tyske Bild kontroversielle billeder af Maha Vajiralongkorns i lavtaljede jeans, en hvid, kort tanktop og en imponerende lændetatovering. Kongen hævder dog fortsat, at han var offer for billedmanipulation.