Det vakte vrede, da den danske journalist og forfatter Jens Høvsgaard onsdag tonede frem på skærmen på TV2 News for at kommentere prins Joachims beslutning om at afhænde Schackenborg og flytte til København. I en sådan grad at takt og tone-eksperten Inge Correll følte sig kaldet til at ile til tasterne.

- SKAM DIG, indleder Correll en email til Jens Høvsgaard, der har skrevet bogen "Det koster et kongerige - bag om kongehusets penge og privilegier", der da den udkom vakte debat. I Berlingske blev bogen f.eks. anmeldt til to stjerner og kaldt temmelig uinteressant "for de ca. 80 procent af befolkningen, som bakker op om kongehuset" af kongehuseksperten Lars Hovbakke, der foreslog, at bogen i stedet skulle omdøbes til "Utilfredshedens ABC".


Og Jens Høvsgaards tilgang til kongehuset vækker altså stadig store følelser hos de mere kongetro:

- Det er pinligt ud over alle grænser, når du blandt andet optræder i TV2 News - usoigneret, fed og mægtig og nedgør vores kongehus, hvor alle kommer med en enorm indsats for vores lille land. Spørg blot erhvervslivet, som dog er dem, der tjener pengene i Danmark, skriver Inge Correll i sin mail til forfatteren, som hun mener 'må være leder af Jantelovens Højborg'.



Brevet, der netop nu florerer på facebook, afsluttes med endnu et "skam dig".

Jens Høvsgaard bekræfter overfor BT, at han har modtaget det pågældende brev, og tilføjer:

- Inge Correll har slået sig op på at lære andre god takt og tone, men der kan åbenbart også ryge finker af panden hos vor tids Emma Gad, så jeg vil kommentere hendes kommentar med det gamle ordsprog: ét er et søkort at forstå, et andet er skib at føre.

Han vil dog gerne medgive, at hans kone er helt enig i, at kampvægten er otte-ti kilo for høj.