De forsøgte, så godt de kunne, men det var alligevel svært at holde tårerne helt væk for prins Harry og hertuginde Meghan, da de mandag udførte deres sidste officielle royale pligt.
Meghan fik tydeligt våde øjne, mens Harry var rød om øjnene og virkede berørt under gudstjenesten i Westminster Abbey, hvor man markerede ‘Commonwealth Day’.
Dagen betyder især meget for prins Harrys farmor, dronning Elizabeth, der er overhovedet for ‘Commonwealth’, og som har viet sit liv til sin pligt.
Om Harrys vemodighed skyldtes, at han måtte skuffe farmor; ærgrelsen over at sige helt farvel til det kongelige liv eller bare en overvældelse af, at de nu er så tæt på det, de ønskede, kan man kun gisne om.

Faktum er dog, at det var et smukt kongeligt farvel. Alt klappede, som det skulle.
Fra Meghans smaragdgrønne kjole, macthende hat og den afdæmpede hilsen på prins William og hertuginde Kate til de flotte optrædener fra de fremmødte kunstenre.
Især Craig David, der sang sit hit ‘Unbelievable’, fik gjort Meghans øjne våde.
Ifølge historiker og kongehusekspert, Lars Hovbakke Sørensen, er det ikke svært at forstå, at det kongelige farvel har været svært for Meghan og Harry.

Den royale exit er nemlig den første af sin slags.
»Man har aldrig set det før på den her måde. Det er ret usædvanligt, at de her personer selv melder sig ud af kongehuset, fordi de ikke ønsker at være en del at medieshowet«, siger han og tilføjer:
»Man har set før, at nogen har meldt sig ud, fordi de ønskede et andet slags liv - som f.eks. den britiske kong Edward, der ville gifte sig med en borgerlig. Men det her er helt nyt, det er en usædvanlig situation og historisk dag, når de deltager i deres sidste arrangement,« siger han.
Det var kort efter nytår, at Meghan og Harry selv meldte ud, at de ønskede at trække sig tilbage som arbejdende medlemmer af kongehuset.

Parret meldte det ud til omverdenen på Instagram - angiveligt uden at have konsulteret Dronningen eller de andre kongelige først.
Det skabte et stort ramaskrig i den britiske befolkning.
Nogle var kede af, at parret trak sig, mens andre kritiserede dem for ikke at ville lave noget og samtidig have en del af apanagen.
Efter et krisemøde i det britiske kongehus, hvor Dronningen, prins Charles, prins William og prins Harry deltog, blev det meddelt, at parret helt ville forlade kongehuset som arbejdende medlemmer.

Det betyder, at de mister retten til at bruge titlerne ‘Hans eller hendes kongelige højhed’, ligesom de ikke længere vil modtage apanage, når de officielt forlader deres royale liv den 31. marts.
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen har mandag uden tvivl været hård for prins Harry:
»Det bliver en kæmpe omvæltning for prins Harry. Han har været kongelig, lige siden han blev født, og lige pludselig er det en helt anden tilværelse, han skal leve. Det må bringe mange tanker og følelser frem,« siger han.
Parret har endnu ikke meldt ud, hvad de vil beskæftige sig med fremover. De har dog sagt, at de vil bo en del i Canada, ligesom det vides, at de har en solid millionformue som fundament for deres nye liv.