Sygdom overskygger møgsager: 'Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål'
Kronprinsesse Mette-Marit kan onsdag fejre fødselsdag i kølvandet på et stormfuldt år.

Kronprinsesse Mette-Marit kan onsdag fejre fødselsdag i kølvandet på et stormfuldt år.

Hendes søn er i fængsel, hun er selv ved at komme sig ovenpå en lungetransplantation.
Og så spøger hendes relation til sexforbryder Jeffrey Epstein stadig i kulissen.
Når Norges kronprinsesse Mette-Marit onsdag fylder 52 år, sker det i kølvandet på et stormfuldt år.
Her giver norsk Se og Hørs kongehusekspert, Caroline Vagle, en status på kronprinsessens helbred, fremtidsudsigter og planer for fødselsdagsfejringen.

Kronprinsesse Mette-Marits seneste år har været fuld af modgang.
Først blev hendes søn, Marius Borg Høiby, anholdt og siden fængslet for en lang række sager om blandt andet vold og voldtægter.
Så kom det frem, at hun år tilbage havde en relation til den i dag afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein, og i juni fik hun så foretaget en lungetransplantation som følge af en alvorlig lungesygdom.
Ifølge Caroline Vagle ved vi lige nu ikke andet om kronprinsessens helbred, end det kongehuset meldte ud efter transplantationen.
»Operationen forløb godt, men der er lang vej endnu, før hun er rask. De har sagt at de ikke vil komme med flere oplysninger, før der er mere at sige, hvilket jeg tolker som, at alt går godt under de givne omstændigheder. Og det er godt,« lyder det fra kongehuseksperten.
Hvordan er stemningen i befolkningen omkring kronprinsessen?
»Den var jo meget kritisk tidligere på året, men da sygdommen så blev meget værre og hun faktisk måtte gennemgå en lungetransplantation vil jeg sige, at det vendte lidt.«
Caroline Vagle tilføjer:

»Det siger noget om, hvad der er det vigtigste - nemlig liv og helbred.«
Hvor meget fylder hendes relation til Jeffrey Epstein for tiden?
»Der har været forholdsvis stille omkring det i en periode, da det jo handler om kronprinsessens alvorlige sygdom og operation.«
»Det betyder ikke, at emnet ikke vil komme op igen, når tiden er moden til det. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål.«
Hvordan ser fremtiden ud for Mette-Marit?
»Lige nu handler det først og fremmest for hende om at blive så rask som muligt - hvilket ikke er en selvfølge efter en transplantation. Det er risikabelt, og hun må måske tage hensyn til sit helbred resten af livet.«
»Men jeg håber selvfølgelig, at hun får det så godt, at hun igen kan arbejde lidt og støtte kronprins Haakon i deres roller.«
Hvordan kommer hendes fødselsdag til at blive fejret af det norske kongehus?
»Fødselsdage i den norske kongefamilie markeres ikke officielt, medmindre det er en stor begivenhed. Når der ikke er tale om jubilæer, lægger de blot et billede og en lykønskning ud på kongehusets kalender.«
»Jeg går ud fra, at det samme vil ske i år. Men det vil da være rart, hvis vi fik et nyt billede, der viser, at hun har det godt nu.«