Det er blevet vinter og sæson for sygdom.

Det er i Sverige gået udover dronning Silvia, der mandag måtte melde afbud til et juleevent på grund af sygdom.

Det skriver det svenske medie Dam.

81-årige dronning Silvia skulle have deltaget i Den Tyske Kvindeklubs årlige adventsfest, men hun måtte i stedet afløses af sin datter, kronprinsesse Victoria.

»Hendes Majestæt Dronningen er ramt af en forkølelse og har af hensyn til de andre deltagere aflyst dagens aftale,« skriver hoffet i en kommentar til Svensk Dam.

Ifølge Dam er den årlige adventsfest, hvor den står på kaffe og fællessang i Den Tyske Kirke, noget den tyskfødte dronning plejer at se meget frem til.

Kronprinsesse Victoria måtte afløse sin mor til mandagens juleevent.
Kronprinsesse Victoria måtte afløse sin mor til mandagens juleevent. Kimmo Brandt/EPA/Ritzau Scanpix

Dronning Silvia, der også har brasilianske aner, blev født i Heidelberg i Tyskland i 1943.

Det var også i Tyskland, at hun under OL i München i 1972 mødte Sveriges kong Carl Gustaf, som hun giftede sig med i 1976, og siden da har hun været medlem af Den Tyske Kvindeklub i Stockholm.