Svenskerne glæder sig til den dag kronprinsesse Victoria overtager tronen fra sin far, den svenske konge Carl Gustav.
En meningsmåling fra kongens 70-års fødselsdag for syv år siden viste, at 40 procent af svenskerne allerede dengang foretrak at bytte deres konge ud med kronprinsessen.
Siden er der kun blevet flere tilhængere af et svensk tronskifte, siger historiker, Emma Paaske i denne uges afsnit af podcasten 'Kongehuset bag kulissen'.
Hun er ikke i tvivl om, at den svenske kronprinsesse er 'mere populær' end sin far. Men faktisk er kong Carl Gustav imod, at datteren skal overtage tronen efter ham.
Det sagde han i følge SVT senest i januar i dokumentaren 'Sveriges sidste konge'.
Ligesom herhjemme er tronen også i Sverige førhen gået i arv fra til søn.
Først da kronprinsesse Victoria blev født i 1977, gik svenskerne i gang med at ændre deres grundlov, så det ældste barn uanset køn fremover arver tronen.
Lovændringen trådte dog først i kraft efter prins Carl Philip var blevet født i 1979.
Derfor mener den svenske konge, at hans søn – ikke hans datter – egentligt er den retmæssige arving til tronen.
»Min søn blev født, og så ændrede man det meget pludseligt, og han mistede alt. Det er ganske mærkeligt,« sagde kong Carl Gustaf i dokumentaren.
På spørgsmålet om han synes, det var uretfærdigt, at prins Carl Philip mistede retten til tronen, svarede han:
»Ja, det synes jeg. Som forælder synes jeg, at det er forfærdeligt.«
Hør historien om den svenske prinsessens popularitet i podcasten eller i videoen overfor.