Den svenske kronprinsesse Victoria er på vej mod de 40 år. I den anledning har hun givet flere interviews til svenske medier.

Et af dem vises på TV 4 på Kristi Himmelfartsdag, skriver Svensk Damtidning.

I dokumentaren, der vises på den svenske tv-station, taler en tilsyneladende åbenhjertig kronprinsesse Victoria ud om den spiseforstyrrelse, der i slutningen af 90’erne var en stor belastning for hende.


Den i dag 39-årige kronprinsesse fortæller ifølge Svensk Damtidning, som allerede har set dokumentaren, hvordan spiseforstyrrelsen på et tidspunkt var så alvorlig, at hun indså, at professionel hjælp var det eneste, der kunne hjælpe hende videre i livet.

»Jeg fik professionel hjælp i USA, og det var meget vigtigt for mig. Jeg måtte lære at sætte ord på mine følelser, det var jeg nødsaget til. Dermed kunne jeg også sætte grænser for mig selv og ikke presse mig selv for hårdt, som jeg havde for vane at gøre,« siger kronprinsessen i interviewet med TV4, skriver Svensk Damtidning.

Den snart 40-årige kronprinsesse fortæller videre, at hun fortsat stiller store krav til sig selv, fordi hun er opsat på at yde sit bedste. Hun har et ønske om at hjælpe Sverige, fortæller hun, og det driver hende til at presse på i forhold til egne ambitioner.

Kronprinsesse Victoria af Sverige blev født den 14. juli 1977. Hun er gift med Prins Daniel af Sverige. Sammen har parret to børn – prinsesse Estelle af Sverige (født den 23. februar 2012) og Oscar af Sverige (født den 4. september 2015).

Det royale par blev gift den 19. juni 2010 og forinden forlovet den 24. februar 2009 efter et længere forhold.

Dokumentaren vises ifølge Svensk Damtidning torsdag den 25. maj kl. 20.00 på TV4.

Her ses en ung kronprinsesse Victoria. Billedet er fra den 20. december 1997.
Her ses en ung kronprinsesse Victoria. Billedet er fra den 20. december 1997. Foto: ANDERS WIKLUND / PICA (arkiv).
Vis mere